I september 2025 var MTR Legal Rechtsanwalt als Headline Sponsor ved IR Global Årskonference “Legacy in Motion” til stede i Berlin. I fire dage samledes over 400 medlemmer fra mere end 75 lande – et stærkt internationalt forum for advokater, skatteeksperter og virksomhedsrådgivere.

Vores Managing Partner Michael Rainer og partner Marc Klaas ledede et ottepersoners team, som benyttede lejligheden til at udveksle erfaringer med internationale kolleger, pleje kontakter og hente ny inspiration til fordel for vores klienter.

 Legacy in Motion – et tema, der passer til osÅrets konference-motto “Legacy in Motion” stod for bæredygtighed, forandring og evnen til at skabe varig indflydelse i et globalt miljø. Netop dette er vores målsætning hos MTR Legal: Vi rådgiver ikke kun på kort sigt, men udvikler sammen med vores klienter strategier, der holder – hvad enten det gælder selskabsret, skatteret eller komplekse internationale tvister.

Vores rolle som Headline Sponsor

Als Headline Sponsor har vi taget aktivt del i konferencen i Berlin. Foruden paneldiskussioner og workshops var især den direkte dialog afgørende for os. Konferencen gav den perfekte ramme til at styrke eksisterende samarbejder og skabe nye forretningsmuligheder.

“Vi ønskede at sende et klart signal: MTR Legal står for internationalitet, digital ekspertise og virksomhedstænkning. Berlin var den ideelle scene for dette,” siger Michael Rainer.

Også Marc Klaas understreger betydningen: “Det tætte samarbejde i IR Global-netværket gør det muligt for os at støtte klienter endnu mere effektivt i grænseoverskridende projekter – netop i tider med globale forandringer er det en afgørende fordel.”Berlin som lokation – og vores internationale kursValget af Berlin understregede, at byen i dag er blandt Europas førende erhvervs- og rådgivningscentre. For os var det en hjemmebane med international rækkevidde.

Vores tilstedeværelse i Berlin er en del af en klar strategi: MTR Legal er repræsenteret i alle større tyske byer og har repræsentationer i London, Paris, Amsterdam og Singapore. På den måde sikrer vi, at vi kan bistå vores klienter dér, hvor international ekspertise er nødvendig.

Et stærkt signal for fremtiden

IR Global Årskonference 2025 var for os mere end blot en branchensammenkomst. Den var en platform til at synliggøre vores værdier, styrke vores netværk og bekræfte vores kurs for de kommende år: international, digital, entreprenant.Vi ser frem til at omsætte de knyttede kontakter til praksis – til fordel for vores klienter, der nyder godt af et globalt netværk og fremragende fagligt samarbejde.

En skatterevision eller ekstern revision er for virksomheder og selvstændige ikke kun tidskrævende. Hvis regnskabsmaterialet er uklart eller mangelfuldt, kan det føre til ekstra påslag fra skattemyndighederne og efterbetaling af skat. For de skattepligtige er det vigtigt at vide, at ikke enhver forhøjelse er tilladt.

En skatterevision bliver som regel varslet på forhånd. Virksomheder og selvstændige bør forberede sig grundigt på revisionen og nøje samle og kontrollere alle nødvendige regnskabsmaterialer for fuldstændighed. Skulle det alligevel ende med en forhøjelse, kan det undersøges, om skønnet fra skattemyndighederne er berettiget, oplyser erhvervsadvokatfirmaet MTR Legal Rechtsanwalt, der bl.a. rådgiver inden for skatteret.

Pligt til medvirken ved skatterevision

De skattepligtige har som udgangspunkt en pligt til at medvirke ved en skatterevision, dvs. de skal give revisoren indsigt i materialet og afgive oplysninger. Der er dog ingen pligt til selvinkriminering.

Også ved kritiske spørgsmål fra revisoren bør de skattepligtige være samarbejdsvillige, rolige og saglige. Ved uklarheder kan man anmode om en skriftlig forklaring. Det anbefales at protokollere alle samtaler og konstateringer under revisionen, så de kan fremlægges i tilfælde af uenighed. Det kan også være fornuftigt at inddrage en revisor fra starten af revisionen.

Skøn efter revision

Hvis revisoren kommer frem til, at regnskabet eller dokumentationen er mangelfuld, ufuldstændig eller ikke plausibel, kan han fastsætte skatteansættelsen ved skøn efter § 162 Abgabenordnung (AO). Det betyder, at skattemyndighederne på baggrund af egne beregninger eller erfaringstal bestemmer grundlaget for beskatningen – oftest til ugunst for den skattepligtige.

Typiske grunde til et skattemæssigt skøn er uregelmæssig bogføring, manglende eller ufuldstændig dokumentation, betydelige afvigelser mellem indberettede og skønnede tal eller kontantforretninger uden tilstrækkelig dokumentation, som det f.eks. forekommer i restaurationsbranchen eller detailhandel.

Retlige muligheder ved skattemæssigt skøn

Hvis der foretages et skattemæssigt skøn efter en revision, har den skattepligtige flere retlige muligheder: Først kan han eller hun tage stilling til revisionsrapporten. Typisk modtages rapporten, før den ændrede skatteafgørelse træffes. Rapporten bør gennemgås grundigt. Det er muligt at kommentere skriftligt på enkelte punkter og gøre indsigelse. En velbegrundet modargumentation, eventuelt understøttet af eftersendte dokumenter eller sagkyndige udtalelser, kan få skattemyndighederne til at ændre eller mildne skønnet.

Derudover kan der klages over skatteafgørelsen. Klagefristen er en måned fra meddelelsen om afgørelsen. Under klagesagen vurderes sagen på ny. Nye dokumenter kan indsendes, og argumenter kan fremlægges. Skattemyndighederne skal tage stilling til alle indsigelser.

Hvis klagen ikke giver det ønskede resultat, kan der indbringes sag for domstolene. Retssagen skal anlægges inden for en måned efter klagens afvisning. Ved retten kan der foretages en uafhængig kontrol af skønnet og skattemyndighedernes procedure.

Urimelige forhøjelser

Hvis skønnet er urimeligt, metodisk forkert eller disproportionalt, er der gode muligheder for at gå imod det. Bundesfinanzhof fastslog allerede med dom af 26. februar 2018, at resultaterne af et skattemæssigt skøn skal være sammenhængende, økonomisk mulige og rimelige (Az. X B 53/17). Skønnet skal således tage udgangspunkt i faktiske holdepunkter for at fastlægge beskatningsgrundlaget. I en sag skal skattemyndighederne kunne dokumentere, at skønnet er forståeligt.

Som flere andre domme viser, må et skattemæssigt skøn ikke være et vilkårligt tiltag fra skattemyndighedernes side, men er underlagt strenge retlige krav. F.eks. er et skøn uden en konkret bogføringsmangel ikke tilladt. Skattemyndighederne skal kunne begrunde valget af skønsmethode og skal desuden give den skattepligtige ret til at blive hørt.

Muligheder for de skattepligtige

Skattepligtige, der står over for et skøn, bør kontrollere, om forudsætningerne overhovedet var opfyldt, og om den anvendte metode var rimelig. Der er retlige muligheder fra indsigelse til revisionsrapporten over klage og helt til retssag. Det er vigtigt så tidligt som muligt at søge skattefaglig rådgivning. Kun sådan kan man undgå, at et for højt skøn bliver retsgyldigt og fører til en betydelig skattestigning.

MTR Legal Rechtsanwalt rådgiver ved en skatterevision og andre skatteretlige spørgsmål.

Du er velkommen til at tage kontakt til os!

En af fordelene ved et GmbH er den begrænsede hæftelse. Men det kan se anderledes ud, hvis direktøren tilsidesætter sine skattemæssige forpligtelser. I så fald kan han også personligt holdes ansvarlig, som en dom fra Forvaltningsdomstolen i Baden-Württemberg af 10.10.2024 viser (Az. 2 S 1297/24).

Direktører skal udføre deres opgaver med omhu som en ansvarlig købmand og samvittighedsfuld leder. Blandt deres pligter hører blandt andet korrekt indbetaling af skatter og sociale bidrag. Overtræder direktøren sine pligter og udviser han ikke den nødvendige omhu, kan han både overfor selskabet internt samt overfor tredjemand stå personligt ansvarlig med sin private formue. Dette inkluderer ansvar for selskabets skattegæld, forklarer advokatfirmaet MTR Legal Rechtsanwalt, som rådgiver indenfor både selskabsret og skatteret.

Direktørens personlige ansvar

Forvaltningsdomstolen i Baden-Württemberg bekræftede det personlige ansvar for en direktør for selskabets skattegæld. Retten understregede, at det er direktørens pligt at styre GmbH’s økonomi således, at skatter, i dette tilfælde erhvervsskatter, kan betales rettidigt.

Den konkrete sag omhandlede det personlige ansvar for en tidligere direktør i et GmbH. Selskabet skyldte en kommune erhvervsskat på ca. 41.500 euro. Denne gæld var opstået i sagsøgerens periode som direktør. Efter hans fratrædelse som direktør, holdt byen ham personligt ansvarlig efter § 69 AO via en ansvarsmeddelelse.

Den tidligere direktør og sagsøger gjorde indsigelse mod dette. Han argumenterede med, at kravene først var forfaldne efter hans embedsperiode. Da han på det tidspunkt ikke længere havde indflydelse på selskabet, mente han ikke, han kunne holdes ansvarlig for skattegælden.

Ansvar efter udtræden af selskabet

Denne argumentation førte dog ikke til succes. Forvaltningsdomstolen i Baden-Württemberg bekræftede det personlige ansvar for den tidligere direktør for de udestående skatter. VGH henviste især til § 69 i Abgabenordnung (AO), som tillader, at ledende organer i juridiske personer kan gøres personligt ansvarlige for skattegæld, hvis denne på grund af forsætlig eller groft uagtsom pligtforsømmelse ikke kunne opkræves eller ikke kunne opkræves rettidigt.

VGH fremhævede yderligere, at en direktør også efter sin udtræden fra selskabet kan holdes ansvarlig for forpligtelser, hvis disse stammer fra pligtforsømmelser under den aktive lederperiode. I den aktuelle sag overtrådte direktøren sin forpligtelse til økonomisk forsigtighed. Selvom GmbH i starten havde opnået tilstrækkelig fortjeneste, havde han ikke oprettet reserver til senere skatteforpligtelser. I stedet havde han overført indbetalinger til andre konti og skjult driftsindtægter for skattemyndighederne.

Reserver til skatter

Heller ikke med indsigelsen om, at GmbH var insolvent på tidspunktet for skatteforfald, fik den tidligere direktør medhold. Det var hans pligt at oprette reserver til skattebetalingerne, så disse kunne betales rettidigt. Ansvarsgrundlaget træder ikke kun i kraft, når skaden indtræffer i bestyrelsesperioden, men også når overtrædelsen fandt sted i perioden, og følgerne først viser sig senere, præciserede VGH yderligere.

Dommen viser, at direktører har omfattende forpligtelser. Hertil hører den korrekte indbetaling af skatter og sociale afgifter. Direktørens ansvar for pligtforsømmelser kan også bestå, efter at han er udtrådt af selskabet.

Minimering af personlig ansvarsrisiko

For at minimere deres personlige ansvarsrisiko bør direktører altid have et overblik over selskabets finansielle situation for at kunne identificere eventuelle betalingsproblemer på et tidligt tidspunkt. De bør også sikre rettidig betaling af skatter og sociale bidrag. En fuldstændig dokumentation af alle finansielle beslutninger er desuden vigtig, især i krisesituationer. Dette omfatter for eksempel referater af vurdering af betalingsdygtigheden, aftaler med revisorer eller banker samt bilag for iværksatte tiltag. En detaljeret dokumentation kan være afgørende i en tvist, f.eks. ved modtagelse af en ansvarsmeddelelse. Selv når direktøren fratræder, bør selskabets økonomiske situation dokumenteres.

MTR Legal Rechtsanwalt rådgiver inden for skatte- og strafferet og yderligere emner indenfor skatteretten.

Du er velkommen til at kontakte os !

Dannelsen af vurderingsenheder inden for energihandel – Udviklinger og juridiske rammevilkår

Inden for energihandlen er komplekse kontraktstrukturer og finansielle sikringer dagligdags. Mange virksomheder anvender derivatfinansielle instrumenter, såsom terminskontrakter og såkaldte sikringsforretninger, for at styre udsving i energipriser og minimere driftsøkonomiske risici. Regnskabsføringen af sådanne forretninger rejser regelmæssigt spørgsmål med henblik på handels- og skatteregnskab. Særligt er dannelsen af vurderingsenheder i fokus, hvilket den aktuelle afgørelse fra Finanzgericht Düsseldorf den 17. november 2023 tydeligt viser. Denne artikel belyser baggrunden, udfordringerne og de mulige konsekvenser af dannelsen af vurderingsenheder inden for energihandel og sætter dommen i perspektiv.

Baggrunden: Energihandel, risikosikring og regnskabsføring

Forklaring: Vurderingsenhed

I regnskabsmæssig sammenhæng betegner en vurderingsenhed sammenlægningen af visse økonomisk sammenhængende grund- og sikringsforretninger til en enhed. Denne enhed bliver derefter vurderet i årsregnskabet samlet, i stedet for at de enkelte forretninger bilægges hver for sig. Målet er at afspejle økonomisk forbundne transaktioner, der neutraliserer hinandens risikopåvirkninger, i regnskabet som sådanne. Især inden for energihandel, hvor virksomheder beskytter sig mod prisudsving på råvaremarkedet, kan dette værktøj spille en væsentlig rolle.

Betydning for virksomhedspraksis

For virksomheder inden for energihandel indebærer anvendelsen af vurderingsenheder en betydelig lettelse. Ved den fælles vurdering af grund- og sikringsforretning bliver udsving fra volatile energipriser ikke direkte realiseret i resultatsopgørelsen, men kun i det omfang, som ikke neutraliseres af den anden forretning. Dette forhindrer de regnskabsmæssige konsekvenser af kortsigtede prisudsving, såfremt disse økonomisk kompenseres af effektive sikringsforretninger.

Afgørelsen fra Finanzgericht Düsseldorf den 17.11.2023

Sagen og dens baggrund

I sagen ved Finanzgericht Düsseldorf (sagsnummer: 7 K 634/18 F) var den regnskabsmæssige behandling af sikringsforretninger inden for energihandel omtvistet. Den berørte virksomhed havde med henblik på at beskytte sig mod prisudsving på energimarkederne afsluttet terminsforretninger og afbildet disse som en del af vurderingsenheder i regnskabet. Skattemyndighederne anerkendte dog ikke dette og mente, at betingelserne for en vurderingsenhed ikke var opfyldt. Især blev den nødvendige gensidige risikoopvejning eller risikoreduktion mellem grundforretning og sikringsforretning betvivlet.

Centrale spørgsmål og juridisk vurdering

Kernen i diskussionen udgøres af spørgsmålet om under hvilke forudsætninger og i hvilket omfang virksomheders forretninger – især inden for energihandel – kan sammenlægges som vurderingsenheder.

Med henblik på § 5 stk. 1a i EStG og de grundlæggende regnskabsprincipper (GoB) bør blandt andet følgende aspekter undersøges:

• Findes der en tilstrækkelig tæt økonomisk forbindelse mellem grundforretningen og sikringsforretningen?
• I hvilket omfang kompenserer forretningerne faktisk og fuldstændigt de respektive markedsprisrisici?
• Er vurderingsenhederne dokumenteret og afgrænset på en forståelig måde?

Finanzgericht Düsseldorf har under hensyntagen til disse kriterier haft til opgave at beslutte, om dannelsen af en vurderingsenhed i den konkrete sag var tilladt eller ej.

Krav til dannelsen af vurderingsenheder

Betingelser ifølge lov og forvaltningspraksis

For dannelsen af vurderingsenheder skal flere betingelser være opfyldt. § 5 stk. 1a i EStG regulerer, under hvilke betingelser sikringsforretninger kan sammenlægges med grundforretninger i vurderingsenheder. Dertil kommer administrative anvisninger, såsom IDW RS HFA 35, der giver yderligere retningslinjer for afbildningen af sikringsforhold i handels- og skatteregnskab.

Blandt de vigtigste betingelser tæller:

• Tydelig sikringshensigt: Virksomheden skal fra begyndelsen have en klar hensigt om risikoforsikring. Sikringsstrategien skal være konceptuel og dokumenteret.
• Høj effektivitet af sikringen: Mellem grund- og sikringsforretning skal der være en så nøjagtig kompensation af den sikrede risiko som muligt. Fuldstændig kongruens er ikke nødvendig, dog må den resterende risiko ikke være væsentlig.
• Dokumentation og sporbarhed: Virksomheden skal løbende dokumentere sikringsforholdet og dets effektivitet.
• Tidsmæssig sammenhæng: Løbetiderne for grund- og sikringsforretninger bør i videst muligt omfang være sammenfaldende eller i det mindste koordinerede.

Udfordringer i praksis

I praksis opstår der især ved store volumen- eller langvarige energihandelsaftaler talrige afgrænsningsproblemer:

• Mangfoldighed af sikringsinstrumenter: Energiselskaber anvender forskellige instrumenter som forwards, futures eller swaps. De respektive kontraktstrukturer skal vurderes for deres egnethed til sikring.
• Prisfastsættelsesmekanismer: Da energi ofte handles på terminsbørser, og leveringsaftalerne anvender forskellige prisfastsættelsesmekanismer, er det ofte svært at sikre eksakt risikokongruens.
• Volatilitet og markedsbevægelser: Svingende volumener, fleksible aftagelsesmængder eller langsigtede prisjusteringsklausuler forhindrer en præcis sikring.

Mulige juridiske, skattemæssige og økonomiske konsekvenser

Virkninger på regnskabsaflæggelse

Muligheden for at danne værdienheder har umiddelbare virkninger på præsentationen af årets resultat. Hvis en værdienhed anerkendes, bortfalder den individuelle vurderingspligt for de deri indeholdte sikringsinstrumenter, for så vidt der foreligger en risikofritagelse. Negative markedsværdier af sikringsderivater behøver dermed ikke nødvendigvis at blive omkostningsført i balancen med det samme, men kan neutraliseres, så længe sikringsrelationen består og forbliver økonomisk effektiv.

Hvis en værdienhed derimod ikke kommer i betragtning, vil ændringer i de skønnede dagsværdier af sikringsforretningerne blive umiddelbart resultatorienteret balanceret. Dette kan føre til betydelige udsving i den oplyste egenkapital.

Skattemæssige konsekvenser

Erhvervsmæssigt opstår spørgsmålet, om og i hvilket omfang tab eller gevinst fra sikringsinstrumenter skal tages i betragtning skattemæssigt, før basisforretningen faktisk forekommer. Anerkendelsen af værdienheder kan hjælpe med at overføre resultatpåvirkninger til de perioder, hvor den underliggende økonomiske risiko bliver realiseret – ellers kan det, især ved derivater med høj volatilitet, føre til en for tidlig beskatning (eller skattemæssigt nedslag for tab).

Potentielle konsekvenser for virksomheder

Virksomheder inden for energihandel står stadig over for udfordringen med at tilpasse deres sikringsstrategier og dokumentationspligter til de konstant udviklende juridiske og skattemæssige rammebetingelser. Ændringer i anerkendelsespraksis fra skatteforvaltningen eller retspraksis kan have direkte indvirkninger på regnskabs- og skattepolitikken.

Især at bemærke er:

• Behovet for løbende overvågning og tilpasning af sikringsstrategier
• Den stigende dokumentationsbyrde, især ved brug af komplekse strukturerede produkter
• Potentielle virkninger på kreditvurderinger og finansielle nøgletal på grund af resultatsvingninger

Myndigheder og berørte virksomheder: Konsekvenser og behov for handling

For virksomheder

Virksomheder, især dem inden for energi-, råvare- eller forarbejdningsindustrien, rådes til nøje at planlægge og gennemsigtigt dokumentere sikringsforhold og værdienheder. Dette omfatter for eksempel:

• Udvikling og tilpasning af interne risikopolitikker
• En løbende gennemgang af effektiviteten af sikringsstrategier
• Den regelmæssige kontrol af, om dokumentationen er i overensstemmelse med den nuværende retspraksis og forvaltningspraksis

Eksempler på opgaver i virksomheden:

• Identifikation af de forretningsområder, der skal sikres
• Udvikling af metoder til måling af sikringseffektivitet
• Udarbejdelse af standardprocesser til sikringsdokumentation

For myndighederne

For finansforvaltningen og revisionsinstanserne er den korrekte afgrænsning af værdiansættelsesenheder også af væsentlig betydning. Kontrollen strækker sig ikke kun over den formelle overholdelse af lovkrav og dokumentationspligter, men også over den faktiske korrekthed af risikokompensationen. Især skal det undersøges, i hvilket omfang de underliggende transaktioner viser en faktisk økonomisk sammenhæng.

Udsigt og løbende udviklinger

Dommen fra Finanzgericht Düsseldorf indgår i en række af afgørelser og forvaltningsvejledninger, der yderligere præciserer kravene til dannelsen af værdiansættelsesenheder. Det kan være nødvendigt med en højesteretlig afklaring, hvis der appelleres mod dommen, eller hvis lignende sager bliver forelagt Bundesfinanzhof.

Mulighederne for og forpligtelserne i forbindelse med håndtering af værdiansættelsesenheder forbliver et dynamisk område, der påvirkes af markedsudviklinger, regulatoriske krav og udviklingen af sikringsinstrumenter. Virksomheder bør nøje overvåge de aktuelle udviklinger og altid vurdere implementeringen af nye eller ændrede sikringsstrategier ud fra både regnskabsmæssige og skattemæssige synspunkter.

Fremadrettet er det forventeligt, at der både på nationalt og europæisk plan fortsat arbejdes på en tilpasning og præcisering af de relevante regnskabsregler.

Konklusion

Dannelsen af værdiansættelsesenheder inden for energihandel er et komplekst og krævende emne, der stiller virksomheder over for betydelige økonomiske, skattemæssige og organisatoriske udfordringer. Den aktuelle retspraksis tydeliggør, hvor væsentlig præcis dokumentation, en streng sikringsstrategi, samt en løbende overvågning og tilpasning af processerne er. Virksomheder, der opererer inden for dette område, bør nøje holde sig opdateret om de gældende krav og retspraksis og overveje juridisk assistance i tilfælde af usikkerheder.

For spørgsmål om udfordringerne og mulighederne omkring dannelsen af værdiansættelsesenheder inden for energihandel står advokaterne fra MTR Legal gerne til rådighed – særligt når det drejer sig om udvikling, gennemgang eller dokumentation af passende sikringsstrategier.

Baggrund for retssagen

Lovkonstruktion af den hessiske model

H3 Areal-Faktor-System

Rolle af jordværdiindikatorer

Domstolens vurdering

Klarhedskrav

Ydeevne- og ækvivalensprincip

Konsekvensprincip og kommunal infrastruktur

Hessiske forfatning

Udsigt

Betydning for berørte

• Planlægningssikkerhed
• Ejendomsejere kan fremover beregne skattebyrden mere forudsigeligt, da HGrStG anvender transparente parametre.
• Ingen matematisk fri tilbagevenden til enhedsværdier
• Ved at fravælge kommuneindividuelle infrastrukturelle omkostninger forbliver systemet brugbart og sammenligneligt.
• Fremtidige afgifter beslutningar
• En yderligere risikokilde forbliver kommunernes afgiftshøjhed – med forhøjet afgiftssats kan der derfor forventes højere belastninger.

Konklusion

Baggrund for afgørelsen

Udsættelsesrenter inden for skatteret

En indsigelse eller klage mod en skatteansættelse har ikke automatisk opsættende virkning. På anmodning kan der dog gives udsættelse af fuldbyrdelsen (AdV). Hvis retsmidlet i sidste ende er uden succes, vil det lovede beløb blive tilskrevet renter med tilbagevirkende kraft (§ 237 i.f.m. § 238, stk. 1 AO)  .

Historisk renteudvikling

Siden 1961 har den lovbestemte rente for alle renteforpligtelser i AO været 0,5% månedligt – også for AdV-renterne  . En reform i 2018 sænkede dog renten for efterbetalings- og tilbagebetalingsrenter efter § 233a AO til 0,15% månedligt (1,8% årligt) – for AdV-renter forblev den uændret høj  .

Vurdering af BFH

Brud på lighedsprincippet

BFH konstaterer en ulige behandling: Skattepligtige, der skylder AdV-renter, betaler fortsat 6% årligt, mens de med efterbetalingsrenter siden 2019 kun betaler 1,8% årligt. Denne forskel anser retten for forfatningsretligt problematisk  .

Typiseringsmål og lavrentefase

Renteordningen forfølger legitime formål – inddragelse af likviditetsfordele og undgåelse af unødvendige procedurer. Men: Rentesatsen på 6% årligt er i tider med vedvarende lavrentefase ikke længere egnet til at opfylde dette formål passende  .

Adgang til retshjælp

BFH bemærker, at den høje rentebelastning indirekte kan gøre adgangen til retshjælp vanskelig – især for skattepligtige uden likvide midler eller fremmedkapital  .

Yderligere udviklinger

Forelæggelse ved Forfatningsdomstolen

Forfatningsdomstolen vil nu endeligt undersøge, om den lovbestemte rentesats for AdV-renter i den nævnte periode er i overensstemmelse med lighedsprincippet  .

Afgørelser på delstatsniveau

Allerede FG Köln erklærede i april 2025 (Az. 4 V 444/25) i en hastesag, at der kunne være øgede tvivl også efter 2021, og nægtede at give foreløbig retshjælp  .

Konsekvenser for praksis

Finansforvaltningen vil ikke automatisk rette eksisterende rentebeslutninger. Berørte bør derfor gøre indsigelse eller anlægge sag for at muliggøre fremtidige gunstigere afgørelser  .

Betydning for de berørte

• Økonomisk lettelse

  Ved succes ved Forfatningsdomstolen kunne skattepligtige undgå betydelige renter, især i langvarige procedurer.

• Effekter på retshjælp

  Den høje rentesats kunne virke som en hindring og dermed begrænse adgangen til retslig afklaring.

• Strategiske muligheder

  For virksomheder og velstående privatpersoner anbefales det for at sikre sig mod høje renter at undersøge den individuelle sagsstatus.

Udsigt & Anbefalinger

Resultatet af undersøgelsen fra Forfatningsdomstolen er endnu ikke kendt. Uanset det, anbefales de der er berørt af udsættelsesrenter, især følgende trin:

1. Indgive indsigelse mod renteafgørelsen

2. Ansøg om midlertidig udsættelse af eksekvering

3. Følge den juridiske vej ved indsigelse eller søgsmål

Kun på denne måde kan en mulig tilbagebetaling af allerede betalte renter sikres.

Virksomheder, investorer og velhavende privatpersoner, der ønsker at beskæftige sig med den aktuelle debat om udsættelsesrenter eller planlægger konkrete juridiske skridt, er hos MTR Legal Advokater i gode hænder. Vi støtter dig i strategisk evaluering, indgivelse af retsmidler og procesrepræsentation – kontakt os gerne for dette.

Investeringer i åbne ejendomsfonde som UniImmo Wohnen ZBI er altid forbundet med forskellige risici. Disse omfatter for eksempel udsving på ejendomsmarkedet, værditab, ledige ejendomme eller øgede renoveringsbehov. Inden for det tyske erstatningsret skelnes der mellem kontraktlige og deliktuelle grundlag, som hver især regulerer forskellige betingelser og retsvirkninger for erstatningskrav. Som led i en korrekt investeringsrådgivning skal investorer oplyses om de eksisterende risici, inden de træffer en investeringsbeslutning, udtaler advokatfirmaet MTR Legal Rechtsanwälte, der har stor erfaring i kapitalmarkedsret.

Fondsoversigt

UniImmo: Deutschland er en åben ejendomsfond, der er specialiseret i investeringer i tyske ejendomme og deltagelser i ejendomsselskaber. Fondens mål er at generere regelmæssig indkomst gennem lejeindtægter og opnå en bæredygtig værdiforøgelse for investorerne. Fondens investeringsidé henvender sig til personer, der forfølger langsigtede investeringsmål og er villige til at bære de risici, der er forbundet med ejendomsinvesteringer.

Fondsstrukturen forudsætter, at omkring 54 % af fondens aktiver investeres i ejendomme i Tyskland, mens omkring 46 % allokeres til andre europæiske lande. For at forbedre indtægtskraften kan fonden fremmedfinansiere op til 30 % af værdien af alle købte ejendomme gennem lån. Derivater må kun anvendes til at sikre eksisterende aktiver, hvilket skal begrænse risikoen for investorerne.

Som en åben ejendomsfond er UniImmo: Deutschland underlagt de strenge krav i tysk lovgivning, især borgerlig lovbog (BGB). § 280 og 281 BGB regulerer betingelserne for erstatningskrav ved misligholdelse inden for rammerne af en forpligtelse. Hvis der opstår en misligholdelse, for eksempel gennem fejlagtig rådgivning eller utilstrækkelig information, kan skadede investorer gøre krav på erstatning. Debitoren – typisk den rådgivende bank eller fondsinitiatoren – er så forpligtet til at kompensere for det skete tab. Dette kan enten ske gennem pengeoverførsel eller gennem naturalrestitution.

De vigtigste fondsdata er tilgængelige for investorer til enhver tid på en gennemsigtig måde. Værdipapirtypen for UniImmo: Deutschland er en fond, værdipapirkoden (WKN) er 980550, og ISIN er DE0009805507. Fondens kursdiagram giver indsigt i udviklingen af fondens formue og viser også de regelmæssige udlodninger til investorerne. Yderligere oplysninger om fondsvolumen, antal andele, udlodninger og andre nøgletal findes i salgsprospektet og i de væsentlige investoroplysninger, som er tilgængelige online.

I tilfælde af skade – for eksempel ved en misligholdelse som fejlagtig rådgivning eller utilstrækkelig risikobelysning – kan skadede investorer gøre deres erstatningskrav gældende direkte over for debitor. Forudsætningen er, at de lovmæssige kriterier i § 280 BGB er opfyldt. Fonden tilbyder således ikke blot mulighed for at deltage på det tyske ejendomsmarked og drage fordel af regelmæssig indkomst, men er også underlagt klare juridiske rammer, der sikrer beskyttelsen af investorerne.

Med sit fokus på ejendomme og deltagelser i ejendomsselskaber i Tyskland og Europa tilbyder UniImmo: Deutschland en attraktiv mulighed for investorer, der fokuserer på langsigtet værdiforøgelse og stabile indtægter. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på risiciene og i tilfælde af skade kende og håndhæve egne rettigheder – især retten til erstatning.

Fejlagtig rådgivning som en misligholdelse

Sagsøgeren i sagen ved retten i Stuttgart var ifølge egne oplysninger en sikkerhedsorienteret investor, som blandt andet Handelsblatt rapporterede den 15. maj 2025 online. Vereinigte Volksbank Böblingen anbefalede hende alligevel blandt andet deltagelse i den åbne ejendomsfond UniImmo Wohnen ZBI. Det viste sig i hvert fald at deltagelse i den åbne ejendomsfond på ingen måde var en sikker investering, da fonden i sommeren 2024 oplevede et enormt værditab og mistede praktisk talt over natten omkring 800 millioner euro i værdi.

Investoren følte sig derfor fejlagtigt rådgivet af banken og gjorde krav på erstatning. LG Stuttgart delte kvindens vurdering. Da banken havde overtrådt sin rådgivningspligt, gjorde den sig erstatningsansvarlig og skulle refundere sagsøgerens investerede kapital, afgjorde retten. Dommen er endnu ikke retligt bindende, og banken har allerede meddelt, at den vil appellere.

LG Nürnberg-Fürth: Risiko vurderet forkert

Ud over dommen fra LG Stuttgart kan en afgørelse fra Landsretten Nürnberg-Fürth den 21. februar 2025 også give håb til investorer i UniImmo Wohnen ZBI (Az. 4 HK O 5879/24). Retten fastslog, at risikoen ved den åbne ejendomsfond var vurderet for lavt i basale informationsdokumenter og investorerne dermed blev vildledt om den faktiske risiko.

Risikoindikatoren blev angivet som 2 henholdsvis 3 hos UniImmo Wohnen ZBI. Vurderingen var for lav, kritiserede forbrugercenteret Baden-Württemberg. Efter deres mening burde fonden være vurderet med en højere risikoindikator 6.

Landsretten Nürnberg-Fürth gav stoppelseskendelsen til forbrugercenteret. Det blev besluttet, at risikovurderingen af ZBI ikke svarede til de lovmæssige bestemmelser, da der ikke foretages en månedlig nyvurdering af ejendommene, og der anvendes ingen egnede benchmarks. Derpå skal risikoindikatoren for kapitalinvesteringer for småinvestorer som den åbne ejendomsfond UniImmo Wohnen ZBI angives som 6.

Risiko centralt kriterium for investorer

LG Nürnberg-Fürth fortsatte med at klargøre, at risikovurderingen er et centralt kriterium for forbrugerne og i væsentlig grad påvirker deres investeringsbeslutning. En for lav risikoklasse vildleder investorer om deres risiko og udgør en overtrædelse af loven mod illoyal konkurrence (UWG). Derfor må ZBI ikke længere reklamere for fonden med en for lav risikoklasse.

Risikoindikatoren angives på en skala fra 1 til 7, hvor 1 angiver den laveste og 7 det højeste risiko. Forbrugeren skal således på en gennemsigtig måde blive informeret om, hvilken risiko de tager ved deltagelse i en kapitalinvestering.

Også dommen fra LG Nürnberg-Fürth er endnu ikke retligt bindende, og fondsmanageren har allerede indgivet appel.

Erstatningskrav for investorer

Ikke desto mindre viser dommene fra LG Nürnberg-Fürth og LG Stuttgart, at investorene ikke må vildledes om deres risiko ved deltagelse i en formueinvestering. Hvis de ikke er blevet korrekt informeret om deres risiko, kan de gøre erstatningskrav gældende. Erstatningskrav kan både rettes mod fondsinitiatoren og mod de investeringsrådgivere, der ikke har informeret korrekt om risiciene.

MTR Legal Rechtsanwälte har stor erfaring inden for kapitalmarkedsret og rådgiver investorer i den åbne ejendomsfond UniImmo Wohnen ZBI.

Kontakt os gerne Kontakt med os!

Indførelse af influencer-teamet hos LBF NRW

Det i 2025 oprettede Landskontor for bekæmpelse af økonomisk kriminalitet (LBF NRW) er en selvstændig struktur inden for den nordrhinske-westfalske finansforvaltning. Med en samling af kompetencer inden for særligt komplekse økonomiske forbrydelser skal myndigheden blandt andet opklare skattestrafover med relation til digitale forretningsmodeller. Til dette formål er der blevet etableret et særligt efterforskningsteam, som specifikt beskæftiger sig med kommercielt aktive influencere, streamere og andre sociale medie-aktører.

Efterforskningen tager udgangspunkt i flere tusinde datasæt fra offentligt tilgængelige kilder. Fokus ligger på kommercielt benyttede sociale medie-kanaler, hvor der mistænkes indtægter fra reklame, affiliate-marketing, produktplacering eller sponsorater. Der kigges ikke kun på pengeudbetalinger, men også på økonomiske fordele som naturalier, rejser eller invitationer til arrangementer.

Hvornår bliver influencer-aktiviteter skattemæssigt relevante?

Som udgangspunkt er indtægter skattepligtige, når der udføres en vedvarende økonomisk aktivitet med henblik på fortjeneste. Dette gælder ikke kun klassiske virksomhedsformer, men også enkeltpersoner, der regelmæssigt offentliggør indhold mod betaling eller økonomiske ydelser. En skattemæssig relevans foreligger allerede, når en social medie-kanal drives fast, samarbejder dokumenteres, eller der opnås indtægter via platforme som YouTube, Twitch eller Patreon.

Typiske skattepligtige indholdstyper i overblik

• Betalte produktplaceringer eller reklameaftaler
• Affiliate-links med provisionsdeling
• PR-prøver, gaver eller rejser mod modydelser
• Indtægter fra abonnementer eller fan-platforme
• Salg af egne produkter eller tjenester

Selv når der ikke sker nogen pengeudbetaling, anses der skattemæssigt for at foreligge en indtægt, hvis der modtages en økonomisk fordel. Værdien af sådanne ydelser skal anslås og oplyses.

Flytning af bopæl og international skattepligt

I mange tilfælde flytter influencere deres bopæl til udlandet, især til lande med lav beskatning. Dubai nævnes ofte som et populært rejsemål. Dog betyder en officiel flytning ikke automatisk, at skattepligten i Tyskland ophører. Afgørende er, om der fortsat eksisterer almindeligt ophold eller økonomiske interesser i Tyskland.

Hvis der fortsat står en bolig til rådighed i Tyskland, hvis personens livsinteresser har centrum i landet, eller der fortsat opnås indtægter fra tyske kilder, kan der fortsat foreligge fuld skattepligt trods bopæl i udlandet. Myndighederne vurderer dette individuelt fra sag til sag.

Internationalt samarbejde og informationsudveksling

Det internationale samarbejde på skatteområdet er blevet betydeligt styrket de seneste år. Over 100 lande deltager i den automatiske informationsudveksling, heriblandt også lande med hidtil ringe gennemsigtighed. Finansielle institutioner videregiver regelmæssigt oplysninger om konti, reelle ejere og kapitalafkast til de relevante skattemyndigheder i opholdslandet som led i gældende aftaler.

Også virksomheder, der samarbejder med influencere, dokumenterer ydelser bogføringsmæssigt – fx gennem fakturaer, kontrakter eller udbetalingsbeviser. Disse data kan i forbindelse med skatteeftersyn eller momsangivelser bruges til at identificere sociale medie-aktører. Muligheden for fuldstændig anonymitet er derfor stærkt begrænset.

Digitale efterforskningsmetoder og teknologiske procedurer

Skatteefterforskningen benytter moderne analyseværktøjer til vurdering af offentligt tilgængeligt indhold. Ved hjælp af specialiseret software og kunstig intelligens kan indhold automatiseres, sammenkædes og vurderes. Dette omfatter blandt andet:

• Genkendelse af brands i foto- og videomateriale
• Samarbejdsmarkeringer som “Annonce” eller “Sponsoreret”
• Rejsedata, hotelmarkeringer og lokalitetsdata
• Integrering af betalingssystemer og affiliate-links

På baggrund af disse data struktureres formodede tilfælde og sammenholdes med eksisterende skatteoplysninger. På grund af den offentlige profilering, som mange influencere har, er bevisindsamling ofte lettere end ved traditionelle virksomheder.

Selvangivelse som mulig foranstaltning

Personer, der har afgivet ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger til skattemyndighederne, kan under visse betingelser undgå strafansvar ved at indgive en skattefriende selvangivelse. Selvangivelsen skal i givet fald være fuldstændig, rettidig og korrekt. Den skal omfatte alle relevante skatteperioder og beløb.

En ufuldstændig selvangivelse kan derimod medføre juridiske ulemper. Det er derfor nødvendigt med grundig forberedelse og kontrol. De skatteretlige forpligtelser ophører ikke ved skift af platform eller tilbagetrækning fra offentligheden.

Vurdering og fremtidig udvikling

Kontrollen inden for det digitale område viser, at de skattemæssige rammebetingelser tilpasses den økonomiske virkelighed. For alle økonomisk aktive content creators gælder de almindelige regler for beskatning af indkomst. Den øgede professionalisering på sociale netværk fører uundgåeligt til en udvidelse af skattepligten.

Samtidig er det tydeligt, at denne udvikling vil fortsætte. Brugen af digitale analyseværktøjer vil blive udvidet. Der må ligeledes forventes en intensiveret international koordinering mellem skattemyndighederne.

Konklusion

Influencere, der regelmæssigt opnår indtægter via sociale platforme, bør nøje undersøge deres skattemæssige forpligtelser. Den offentlige synlighed for denne faggruppe øger markant sandsynligheden for skattekontrol. Også uden direkte betaling – eksempelvis ved naturalieydelser – kan der foreligge skattepligtige transaktioner, som skal indberettes. Bopæl i udlandet beskytter ikke automatisk mod skattepligt i Tyskland, hvis økonomiske interesser fortsat er til stede i landet.

Ved uklare eller komplekse forhold kan det være hensigtsmæssigt tidligt at søge juridisk rådgivning vedrørende nationale og internationale skatteforhold. En kvalificeret juridisk analyse hjælper med at identificere potentielle risici, skabe lovmedholdelige strukturer og om nødvendigt udvikle en holdbar skattemæssig løsning.

Beskyttelsen af personoplysninger er af central betydning i den stadig mere digitaliserede verden i dag. Med EU’s generelle databeskyttelsesforordning (GDPR) og den tyske føderale databeskyttelseslov (BDSG) findes der klare og bindende regler for, hvordan virksomheder og koncerner skal håndtere kunders, medarbejderes og forretningspartneres data. Især i en koncern, der består af flere virksomheder, er det afgørende, at de databehandlende processer inden for koncernen udformes i overensstemmelse med loven. GDPR og BDSG regulerer, hvordan personoplysninger må indsamles, lagres og behandles for at beskytte privatlivets fred og de berørte personers rettigheder. Virksomheder og koncerner er derfor forpligtet til konsekvent at overholde disse bestemmelser for at bevare tilliden hos de berørte og undgå juridiske risici.

Koncern og databeskyttelse

En koncern er en sammenslutning af flere virksomheder, der er under fælles ledelse. Koncernledelsen bærer ansvaret for, at kravene i den generelle databeskyttelsesforordning (GDPR) og den føderale databeskyttelseslov (BDSG) overholdes i hele koncernen. Dette omfatter alle niveauer og virksomheder inden for koncernen – fra moderselskabet til datterselskaberne. Indsamling, lagring og behandling af personoplysninger skal foregå i hele koncernen i overensstemmelse med lovbestemmelserne. Koncernledelsen skal sikre, at alle virksomheder i koncernen kender til og efterlever de databeskyttelsesretlige krav for at garantere dataenes sikkerhed og beskyttelse. Kun på den måde kan der opnås et ensartet og juridisk sikkert databeskyttelsesniveau i hele koncernen.

Ansvarlig og databeskyttelsesofficer

Inden for en koncern er den ansvarlige den person eller instans, der træffer beslutninger om formålene og midlerne til behandling af personoplysninger. Dataansvarliges opgave derimod er at overvåge overholdelsen af databeskyttelsesbestemmelserne i alle koncernens virksomheder. Han eller hun rådgiver koncernledelsen og de enkelte virksomheder om alle spørgsmål inden for databeskyttelse, uddanner medarbejdere og fungerer som kontaktperson for de berørte, når det drejer sig om deres rettigheder i forbindelse med behandlingen af deres personoplysninger. Et tæt samarbejde mellem den ansvarlige og databeskyttelsesofficeren er afgørende for at sikre overholdelse af databeskyttelsesbestemmelserne i hele koncernen og effektivt beskytte de berørtes rettigheder.

BAG om overførsel af personoplysninger inden for en koncern – Az. 8 AZR 209/21

Databeskyttelse spiller også en central rolle i arbejdsretten. Dette gælder ikke kun for håndteringen af medarbejdernes personoplysninger overfor tredjeparter, men også inden for en koncern. Den føderale arbejdsret understregede ved dom af 8. maj 2025, at kravene i den generelle databeskyttelsesforordning (GDPR) også skal overholdes ved overførsel af data inden for koncernsamarbejdet (Az. 8 AZR 209/21).

Myndighederne har en vigtig opgave med anvendelsen af databeskyttelsesforordningen (GDPR): De skal sikre overholdelsen af databeskyttelseslovene, herunder de statslige databeskyttelseslove, og gennemføre foranstaltninger til dataindsamling og beskyttelse af personoplysninger på internettet. I visse tilfælde reguleres disse opgaver og foranstaltninger af relevante artikler i forordningen for at bevare de berørtes rettigheder – såsom borgere, brugere og offentligheden – og sikre gennemsigtighed.

Fra ansøgning til afskedigelse bliver mange oplysninger om medarbejderne indsamlet og behandlet på arbejdspladsen. Arbejdsgivere skal især overholde bestemmelserne i den generelle databeskyttelsesforordning (GDPR) og den føderale databeskyttelseslov (BDSG), understreger advokatfirmaet MTR Legal Rechtsanwälte, der bl.a. rådgiver om databeskyttelsesret.

GDPR skal overholdes ved intern overførsel af data inden for koncernen

Kravene i GDPR skal også overholdes ved intern overførsel af data inden for koncernen, som dommen fra den føderale arbejdsret af den 8. maj 2025 viser. Domstolen fastslog, at en medarbejder kan have krav på erstatning som følge af en overtrædelse af GDPR.

I den pågældende sag havde arbejdsgiveren videregivet en medarbejders personoplysninger inden for koncernen til et overordnet koncernselskab. Årsagen var, at der skulle testes ny cloudbaseret software til personaleforvaltning, hvor et nyt personalestyringssystem skulle implementeres i hele koncernen.

Den foreløbige testdrift af det nye personalestyringssystem var tidligere reguleret i en virksomhedsforeningsaftale. Ifølge aftalen måtte navn, ansættelsesdato, firma, arbejdssted samt den forretningsmæssige telefonnummer og e-mailadresse videregives. Arbejdsgiveren havde derudover dog også overført oplysninger om løn, fødselsdato, familieretlig status, socialforsikringsnummer, skatte-id og privatadresse til koncernselskabet.

Anvendelsen af databeskyttelsesforordningen og de relevante artikler gælder ikke kun for virksomheder, men også for myndigheder for at beskytte brugernes, de berørtes og borgernes rettigheder. Foranstaltninger til dataindsamling og beskyttelse af personoplysninger på internettet samt overholdelse af de statslige databeskyttelseslove er i alle tilfælde en vigtig opgave og centrale til opnåelse af gennemsigtighed over for offentligheden.

Data overført uden tilstrækkelig retsgrundlag

Det modsatte sagsøgeren sig imod. Han argumenterede, at hans data blev behandlet uden tilstrækkelig retsgrundlag, da brugen af faktiske data i testfasen ikke var nødvendig og dermed i strid med principperne om dataminimering og formålsbegrænsning i henhold til art. 5 GDPR. Desuden var behandlingen ikke omfattet af den eksisterende virksomhedsforeningsaftale. Han krævede i henhold til art. 82 styrke 1 GDPR erstatning for ikke-økonomisk tab på grund af overtrædelse af GDPR.

Efter at de lavere instanser havde afvist hans sag, endte den til sidst foran den føderale arbejdsret. Først anmodede BAG den Europæiske Domstol. EU-Domstolen afgav dom den 19. december 2024, at reglerne for databehandling i en virksomhedsforeningsaftale skal være i overensstemmelse med GDPR. Denne retspraksis blev fulgt af BAG, som besluttede, at sagsøgeren havde krav på erstatning.

Anvendelsen af relevante artikler i databeskyttelsesforordningen samt de statslige databeskyttelseslove er af central betydning for opgaverne og opfyldelsen af myndighedernes opgaver og beskyttelse af de berørte borgere og brugere i alle tilfælde. Foranstaltninger til dataindsamling og beskyttelse af personoplysninger på internettet skal også implementeres i forhold til gennemsigtighed over for offentligheden.

Krav på ikke-økonomisk erstatning

Arbejdsgiveren havde videregivet flere data end tilladt ifølge virksomhedsforeningsaftalen til det overordnede koncernselskab. Dette var ikke nødvendigt og udgjorde en overtrædelse af GDPR, pointerede BAG klart. Ved at videregive de personoplysninger til det overordnede koncernselskab mistede sagsøgeren kontrollen over sine data og led derved et ikke-økonomisk tab, konstaterede BAG yderligere.

Dommen viser, at dataoverførsel inden for en koncern altid bør gennemgås med hensyn til databeskyttelsesret. De databeskyttelsesretlige krav i GDPR skal i den forbindelse fuldt ud overholdes. Dette omfatter især principperne om dataminimering, formålsbegrænsning og gennemsigtighed.

Implementeringen af passende foranstaltninger og konsekvent anvendelse af databeskyttelsesforordningen samt de relevante artikler er i alle tilfælde uundværlige for beskyttelsen af de berørte, såsom borgere og brugere, og for opfyldelsen af myndighedernes opgaver. Dette inkluderer dataindsamling på internettet, overholdelse af de statslige databeskyttelseslove samt gennemsigtighed over for offentligheden.

Krav til behandling af personoplysninger i ansættelsesforhold

Grundlæggende er behandling af personoplysninger i et ansættelsesforhold kun tilladt, hvis der findes et tilsvarende retsgrundlag for det. Dette gælder for eksempel, når databehandling er nødvendig for at opfylde ansættelsesaftalen. Desuden er databehandling tilladt, hvis medarbejderen har givet sit samtykke. Det er vigtigt, at samtykket gives frivilligt, er specifikt og kan tilbagekaldes. Databehandling kan også være tilladt, hvis arbejdsgiveren kan dokumentere en legitim interesse i at beskytte virksomhedens sikkerhed, og ingen overvejende interesser eller grundlæggende rettigheder hos medarbejderen taler imod det.

BAG-dommen understreger betydningen af en ansvarlig omgang med medarbejderdata og nødvendigheden af tidligt og omfattende at integrere databeskyttelsesaspekter i virksomhedens processer.

MTR Legal Rechtsanwälte rådgiver inden for arbejdsret og Databeskyttelsesret.

Kontakt os gerne Kontakt os!

Anvendelsen af databeskyttelsesforordningen og de relevante artikler samt implementeringen af passende foranstaltninger til dataindsamling på internettet og overholdelse af de statslige databeskyttelseslove er af central betydning for beskyttelsen af de berørte, borgere og brugere samt for opfyldelsen af opgaverne og myndighedernes opgaver i alle tilfælde og overfor offentligheden.

En ny myndighed sætter fokus på digital skattesvindel

I januar 2025 har Nordrhein-Westfalen oprettet Landeskontoret til bekæmpelse af finansiel kriminalitet (LBF NRW) – en landsdækkende enestående institution, der med nyeste teknik og specialteams målrettet skal bekæmpe skatteforbrydelser. Denne centrale efterforskningsmyndighed samler kompetenceområder som bekæmpelse af hvidvask, cyberkriminalitet og netop også skatteunddragelse. I denne ramme er der blevet oprettet et særligt efterforskningsteam, som udelukkende beskæftiger sig med influenceres, streamerens og andre online-forretningsmodellers verden. Det såkaldte “influencer-team” har til opgave at analysere og skattevurdere mistænkelige kontobevægelser, reklamepartnerskaber og uafklarede indtægtskilder i sociale medier-branchen.

Dette fokus er langt fra tilfældigt. Delstaten reagerer tværtimod på en drastisk voksende branche, hvor store omsætninger flyder, men skatteforpligtelser ofte overses eller bevidst ignoreres. Myndighederne taler om et systematisk problem med betydelig økonomisk omfang: Alene i Nordrhein-Westfalen anslås skatteindtaget allerede at have lidt et tab på omkring 300 millioner euro. Og der må antages at eksistere lignende strukturer i andre tyske delstater.

Omfanget af skatteforseelser – tusindvis af datasæt og hundredvis af sager

Influencer-teamets efterforskninger bygger på et omfattende datagrundlag. Ifølge myndighederne er cirka 6.000 datasæt blevet analyseret – herunder sociale medieprofiler, reklamesamarbejder, pengestrømme og offentligt tilgængeligt indhold, der kan give indikationer på kommercielle aktiviteter. I mange tilfælde har efterforskerne gennem krydskobling mellem reklame og transaktioner kunnet spore, om og i hvilket omfang indtægter er opnået – og om disse er blevet angivet korrekt til beskatning.

Allerede nu er der over 200 straffesager igangsat mod influencere med bopæl i Nordrhein-Westfalen. Det drejer sig ofte om femcifrede beløb – i særligt alvorlige tilfælde endda om millionbeløb. Tallet er stigende, da datamaterialet endnu langtfra er fuldt analyseret. Efterforskerne forventer i de kommende måneder yderligere vækst i antallet af sager. Særligt bemærkelsesværdigt er professionaliseringen af scenen – mange af de sigtede driver deres sociale mediekanaler ikke som en hobby, men som erhvervsmæssig virksomhed med klar fortjenesteintention, dog uden skattemæssig registrering.

Skatteparadiser i søgelyset – Hvorfor vælger mange influencere at flytte til Dubai

Et gentagende mønster i efterforskningerne er den pludselige udflytning af mange influencere til Dubai. Metropolen i De Forenede Arabiske Emirater anses som et særligt skatteområde: Der er ingen indkomstskat, ingen skat på kapitalgevinster – et tilsyneladende paradis for personer, der tjener store beløb på internettet. I talrige tilfælde viser det sig, at flytningen ikke skyldes private årsager, men udelukkende skattemæssige forhold. Problemet er dog, at de økonomiske og personlige bånd til Tyskland ofte består, hvilket skattemæssigt kan vurderes som “almindelig bopæl”.

Dertil kommer, at de tyske skattemyndigheder i stigende grad samarbejder internationalt ved åbenlyse forsøg på at undgå beskatning. Via aftaler om informationsudveksling og automatiserede dataforespørgsler forsøger efterforskerne at få adgang til relevante oplysninger, selv i tilsyneladende sikre havne som Dubai. Den simple flugt til udlandet for at undgå tysk skat fungerer altså ikke længere gnidningsfrit – og fremover vil det endda være forbundet med en øget risiko, da den internationale efterforskningssamarbejde fortsat bliver udbygget.

Sådan skjules indtægter – forsvundet reklame og kortlivede opslag

Et særligt snedigt middel til at skjule reklameindtægter er brugen af Instagram- og TikTok-stories. Disse opslag forsvinder automatisk efter 24 timer og efterlader ved første øjekast ingen varige spor. Men også her har efterforskerne tilpasset sig: Gennem digital arkivering og automatiserede søgeprocedurer dokumenteres og analyseres selv flygtige reklamesamarbejder. Også samarbejder med brands og affiliate-programmer kan rekonstrueres ud fra trackingkoder og linkdata. Oprettelsen af influencer-teamet viser, hvor målrettet skatteefterforskningen nu arbejder med digitale metoder.

Hvem er berørt? – Efterforskerne koncentrerer sig om store profiler

I modsætning til hvad mange frygter, retter indsatsen sig ikke mod lejlighedsbrugere eller små profiler med tilfældige produkttips. Fokuset ligger derimod på professionelle aktører med til dels sekscifrede månedlige omsætninger, som regelmæssigt poster kommercielle opslag og alligevel ikke har et gyldigt skattenummer. I disse tilfælde antager myndighederne, at skatteunddragelsen ikke skyldes uvidenhed, men er bevidst. Ifølge myndigheden er der tale om organiseret, systematisk skatteundgåelse, hvor alle indtægter – uanset om det er penge, rejser eller materielle værdier – bevidst skjules.

Efterforskningspresset stiger – hvilke konsekvenser risikerer de berørte?

Den, der kommer i skattepolitiets søgelys, skal være forberedt på hårde konsekvenser. I mange verserende sager har der allerede været ransagninger, beslaglæggelse af IT-udstyr og bankdokumenter. Nogle sigtede har efterfølgende indbetalt deres skattegæld – ofte i sekscifrede beløb. Men det beskytter dem ikke mod strafansvar. Skatteunddragelse regnes i Tyskland som en strafbar handling og kan medføre bøde eller endda fængselsstraf. Situationen er især alvorlig, hvis der konstateres gentagelse eller er tale om millionbeløb.

Også efterforskernes metoder har ændret sig: Ved hjælp af algoritmer, udlandsdata og AI-baserede analyseværktøjer er den digitale sporjagt blevet langt mere effektiv. Online-reklame, transaktionsdata og social media-interaktioner kobles systematisk sammen for at afdække skjulte indtægter. Myndighederne råder dermed over værktøjer, der gør det muligt at sikre beviser selv i komplekse strukturer.

Signalværdi og fremtidsudsigter – Hvad betyder dette skridt for branchen?

De konsekvente tiltag fra myndighederne i Nordrhein-Westfalen sender et klart signal langt ud over delstatens grænser. Budskabet er tydeligt: Også digitale forretningsmodeller er skattepligtige. Influencere og content creators kan ikke længere gemme sig bag kortlivede opslag eller udenlandske adresser. Denne udvikling markerer et vendepunkt, hvor digital synlighed i stigende grad også betyder skattemæssigt ansvar.

For andre delstater kan NRW’s tilgang tjene som forbillede. Influencer-teamets resultater taler for sig selv, og det er kun et spørgsmål om tid, før lignende strukturer etableres andre steder. I en tid, hvor digitale forretningsmodeller får stadig større betydning, er denne tilpasning fra skattemyndighedernes side et logisk og nødvendigt skridt. Offentligheden hilser denne indsats velkommen som et retfærdigt tiltag mod skattemæssig ulighed.

Hvad bør de berørte gøre nu? – Søg professionel bistand

Alle, der frygter at deres sociale medie-indtægter tiltrækker skattemyndighedernes opmærksomhed, bør ikke tøve med at handle. Passivitet kan blive dyrt – ikke kun økonomisk, men også strafferetligt. Det er tilrådeligt at gøre sin egen kommercielle aktivitet transparent og fuldt dokumenteret. Det omfatter indtægter fra reklame, platformshonorarer, produktsamarbejder samt modtagne naturalier som rejser, elektronik eller modeartikler.

I mange tilfælde kan det være hensigtsmæssigt tidligt at kontakte en juridisk kyndig person med solid viden om skatteret. Denne kan hjælpe med at vurdere eksisterende risici realistisk, tage de nødvendige skridt til at foretage efterangivelse eller selvangivelse og minimere mulige konsekvenser.

Kvalificeret rådgivning giver ikke alene tryghed i forhold til verserende efterforskninger, men skaber også et solidt og lovligt grundlag for fremtiden. Den, der arbejder transparent og overholder gældende skatteregler, minimerer risikoen for bøder, tilbagebetalinger eller endda strafferetlige konsekvenser betydeligt.

Konklusion – Skattemyndigheden er vågen: Skattepligten stopper ikke med uploadet

Online-markedsføringens verden har udviklet sig hurtigt de seneste år – millioner tjenes på likes, visninger og klik. Men med den stigende succes følger også et større ansvar. Oprettelsen af influencer-teamet i Nordrhein-Westfalen viser tydeligt, at skattemyndighederne har erkendt denne forandring og reagerer derefter. De hidtidige efterforskninger er kun begyndelsen. De markerer en ny fase i skatteopklaringen, hvor digitale forretningsmodeller ikke længere betragtes som et retsfrit område.

Influencere, streamere og digitale iværksættere bør tage dette som en anledning til at tage deres skattemæssige forpligtelser alvorligt. For én ting er sikkert: Den digitale succes kan komme hurtigt – men også skattepolitiet er for længst ankommet på nettet.

Health Claims-forordningen (EF) nr. 1924/2006 udgør det centrale juridiske grundlag for brugen af nærings- og sundhedsanprisninger på fødevarer i Den Europæiske Union. Målet med denne forordning er at styrke forbrugerbeskyttelsen og sikre ensartet anvendelse af sundhedsanprisninger i alle medlemsstaterne i EU. Health Claims-forordningen regulerer under hvilke betingelser producenter må fremsætte bestemte udsagn om deres fødevarers fordele eller virkninger. Forordningen skelner mellem næringsanprisninger, såsom ‘rig på C-vitamin’, og sundhedsanprisninger, der skaber en sammenhæng mellem indtag af en fødevare og en sundhedsmæssig fordel. Et centralt element i forordningen er kravet om, at alle udsagn skal hvile på et solidt videnskabeligt grundlag for at forebygge vildledning af forbrugerne. Derved sikres det, at forbrugerne i hele EU får pålidelige og sammenlignelige oplysninger.

Reguleringsområde

Reguleringsområdet for Health Claims-forordningen omfatter alle fødevarer, inklusive kosttilskud, der bringes i omsætning i EU. Forordningen omfatter alle udsagn, der skaber en sammenhæng mellem en fødevare eller en af dens bestanddele og sundhed. Dette inkluderer for eksempel udsagn om betydningen af næringsstoffer som C-vitamin, calcium eller kostfibre for sundheden. Produkter såsom urter, krydderier eller planteekstrakter, som ofte bruges i kosttilskud, falder også ind under reglerne i Health Claims-forordningen. Det er afgørende, at sundhedsanprisninger kun er tilladte, når de er baseret på alment anerkendte videnskabelige data og kan forstås af den gennemsnitlige forbruger. På den måde sikres det, at udsagnene på fødevarer er gennemsigtige og forståelige, og at forbrugerne kan træffe velinformerede beslutninger for deres sundhed.

Dom fra EU-Domstolen den 30.04.2025 – Sag C-386/23

EU-Domstolen (EU-D) traf den 30. april 2025 en banebrydende dom om anvendelsen af Health Claims-forordningen på botanicals (sag C-386/23). Ifølge dommen er sundhedsanprisninger for botanicals kun tilladt under strenge betingelser. De relevante artikler i Health Claims-forordningen regulerer, hvilke anpriser på produkter der er tilladt, og hvordan de juridisk skal vurderes.

Health Claims-forordningen (HCVO) har været gældende siden 2007 i hele Den Europæiske Union. Dens formål er at beskytte forbrugerne mod vildledende reklame med påståede sundhedseffekter af fødevarer og kosttilskud. Ifølge forordningen må producenter kun anvende sundhedsanprisninger, der er godkendt af Europa-Kommissionen, forklarer advokatkontoret MTR Legal , der blandt andet rådgiver inden for fødevarelovgivningen.

Positivliste for sundhedsanprisninger

De tilladte sundhedsanprisninger offentliggøres på såkaldte positivlister. For mange såkaldte botanicals, altså plantestoffer som urter, ekstrakter eller plantebestanddele, der ofte anvendes i kosttilskud, er situationen dog uklar. Der er ganske vist indgivet adskillige ansøgninger om godkendelse, men en stor del er endnu ikke blevet godkendt eller afvist af EU-kommissionen. De befinder sig i en juridisk limbotilstand. Vurderingen af de underliggende stoffer, indholdsstoffer og næringsstoffer er afgørende for godkendelsen af sundhedsanprisninger, da egenskaberne ved et næringsstof eller andre indholdsstoffer skal være videnskabeligt dokumenterede og regulatorisk godkendte. EU-D har med sin dom af 30. april 2025 givet bedre klarhed.

Stridspunktet i den underliggende sag var reklamen fra et tysk firma for et kosttilskud, der indeholdt safran- og melonsaft-ekstrakt. På emballagen og i den online reklame blev der fremsat løfter om virkninger som ‘humørløftende’, ‘reducerer stress’ eller ‘bidrager til afslapning’. Sådanne udsagn falder ind under begrebet sundhedsanprisninger ifølge den europæiske Health Claims-forordning. Problemet er, at de underliggende stoffer endnu ikke var blevet vurderet af EU-kommissionen, og der var heller ikke indgivet en ansøgning i rette tid.

Overtrædelse af Health Claims-forordningen

En konkurrenceforening opfattede dette som en klar overtrædelse og sagsøgte om forbud. Sagen endte til sidst hos den føderale domstol (BGH), som forelagde EU-D en præjudiciel afgørelsesforespørgsel til fortolkning af forordningen. Ved bedømmelsen af sådanne sager er overholdelse af de relevante regler og de gældende regler for Health Claims-forordningen på europæisk plan af central betydning. For producenter er hjælp i form af klare orienteringsmidler og støtte til implementeringen af forskrifterne særligt vigtigt.

EU-D gav forbrugerbeskytterne medhold og fastslog, at reklamen med sundhedsanprisningerne var ulovlig. Sundhedsanprisninger for botanicals er kun tilladte, når de enten allerede er godkendt af Europa-Kommissionen og står på positivlisten, eller når der er indgivet en korrekt, tidsfristbaseret ansøgning i overensstemmelse med artikel 28, og betingelserne for overgangsreglen er opfyldt. Disse betingelser var ikke opfyldt her, fastslog EU-D.

Forsigtighed ved generelle udsagn

EU-Domstolen gjorde det yderligere klart, at selv generelt holdte udsagn som ‘for mere velvære’ eller ‘godt for humøret’ betragtes som sundhedsanprisninger i henhold til Health Claims-forordningen. Sådanne udsagn er kun tilladt, når de er direkte knyttet til en allerede godkendt specifik påstand – en såkaldt koblingsforpligtelse. Et eksempel på en tilladt erklæring kunne være: ‘Calcium bidrager til vedligeholdelsen af normale knogler’, mens en ulovlig erklæring kunne lyde: ‘Dette produkt helbreder knoglesygdomme.’

Det faktum, at mange Health Claims vedrørende botanicals endnu ikke er blevet endeligt vurderet, ændrer ifølge EU-D intet ved dette. Det kan ikke i forbrugerbeskyttelsens interesse være, at producenter frit kan disponere over sundhedsanprisninger i mellemtiden. Effekten af sådanne udsagn på forbrugerne kan være betydelig, som eksempler på udsagn som ‘kostfibre fremmer tarmfunktionen’ eller ‘fedtarm – til en bevidst kost’ viser. Myndighedernes passivitet ved vurderingen af plantesubstanser må ikke gå ud over forbrugerne.

EU-D bekræfter strenge krav

Med dommen bekræfter EU-D de strenge krav til sundhedsanprisende reklame for fødevarer og kosttilskud. Hermed skaber den retssikkerhed i det hidtil uklare område af botaniske claims.

For den samlede fødevare- og kosttilskudsindustri kan dommen få vidtrækkende konsekvenser, da mange producenter reklamerer med lovede virkninger af plantebaserede indholdsstoffer. EU-D’s beslutning viser, at der kan mangle en juridisk grundlag for dette. Producenter bør kontrollere lovligheden af deres reklameudsagn i henhold til Health Claims-forordningen. Tilladte er kun sundhedsanprisninger, der står på positivlisten, eller for hvilke der foreligger en gyldig overgangsansøgning. Forbrugernes sundhed og de fordele, som produkter med beviseligt positive egenskaber tilbyder, står i centrum – både for forbrugere og producenter.

Overtrædelser af HCVO kan ikke kun føre til konflikter med myndighederne, men også til advarsler og krav om erstatning. Reklametiltag bør derfor kontrolleres for deres lovlige tilladelighed, og reklamestrategier bør om nødvendigt revurderes. Men der er muligheder for producenter til at reklamere retssikkert med sundhedsanprisninger inden for de lovmæssige rammer.

MTR Legal rådgiver om Health Claims-forordningen og andre emner inden for fødevarelovgivningen.

Tag gerne kontakt med os

Loven om styrkelse af tilgængelighed (BFSG) er en central lov, som omfattende regulerer tilgængeligheden af produkter og tjenester i Tyskland. Den blev offentliggjort i det føderale lovtidende den 22. juli 2021 og træder i kraft den 28. juni 2025. Med BFSG implementerer Tyskland direktivet (EU) 2019/882 fra Europa-Parlamentet og Rådet om tilgængelighedskrav til produkter og tjenester i national lovgivning. Loven har til formål at forbedre tilgængeligheden af produkter og tjenester og give mennesker med handicap lige adgang. Implementeringen af de europæiske krav styrker deltagelsen af alle mennesker i det sociale og økonomiske liv og hjælper med at reducere barrierer i hverdagen og i det digitale rum. Loven om styrkelse af tilgængelighed BFSG er således et vigtigt skridt for at forankre tilgængelighedskravene til produkter og tjenester bæredygtigt i Tyskland.

Mål og anvendelsesområde for BFSG

BFSG gælder for alle produkter og tjenester, der bringes i omsætning efter den 28. juni 2025. Det fastsætter bindende tilgængelighedskrav for produkter og tjenester, der især spiller en stor rolle inden for e-handel. Lovens anvendelsesområde omfatter blandt andet onlinebutikker, hjemmesider, software og hardware, som er tilgængelige for forbrugere. Alle økonomiske aktører, der tilbyder produkter eller tjenester – herunder producenter, forhandlere, importører og tjenesteudbydere – er berørt. Loven sikrer, at nye produkter og tjenester, der kommer på markedet, opfylder tilgængelighedskravene og dermed er tilgængelige for alle brugergrupper. Især inden for e-handel og digitale tilbud er overholdelsen af tilgængelighedskravene af central betydning for virksomheder.

Krav til virksomheder i henhold til BFSG

Den 28. juni 2025 træder loven om styrkelse af tilgængelighed (BFSG) i kraft i Tyskland. Den implementerer det europæiske direktiv 2019/882 om tilgængelighedskrav til produkter og tjenester i national lovgivning. Loven har til formål at reducere digitale barrierer og gøre indhold på internettet tilgængeligt for alle brugere. Anvendelsesområdet samt de berørte grupper, såsom producenter, forhandlere og importører, er reguleret i § 1, stk. 2 i BFSG.

For mange virksomheder medfører BFSG nye, bindende krav til designet og levering af deres produkter og tjenester, som de skal forberede sig på. Virksomheder er ifølge BFSG forpligtet til at overholde de lovbestemte tilgængelighedskrav og justere deres online tilstedeværelse derefter. Forpligtelserne omfatter især overholdelse af tekniske standarder og normer, der er fastlagt inden for den juridiske ramme af BFSG. Producenter, forhandlere og importører er ifølge BFSG forpligtet til at designe deres produkter og tjenester tilgængeligt og opfylde de lovbestemte krav. Forpligtelsen til at implementere tilgængelighedskrav påvirker alle økonomiske aktører, der falder ind under loven. Virksomheden har ansvaret for den tilgængelige udformning af deres egen hjemmeside og online-tjenester. Overholdelse af relevante normer og den juridiske ramme er af central betydning. Ved overtrædelser kan administrative foranstaltninger og også bøder trues, ifølge den erhvervsretlige advokatfirma MTR Legal.

Digitale produkter og tjenester berørt

Loven henvender sig primært til virksomheder, der producerer, distribuerer eller tilbyder visse digitale produkter og tjenester. Tjenester i elektronisk handel, som reguleret inden for BFSG, omfatter digitale tilbud, der leveres på hjemmesider og mobile applikationer og retter sig mod individuelle forbrugeres anmodninger i forhold til at indgå kontrakter. I elektronisk handel er særligt digitale tilbud berørt, hvor kontrakter enten indgås eller forberedes online. Onlinehandel er underlagt særlige krav i BFSG, for at sikre tilgængelighed for alle brugergrupper. Dette omfatter især producenter af computere, smartphones, betalingsterminaler eller pengeautomater samt udbydere af onlinetjenester såsom e-handelsplatforme, bankapps, bookingsportaler eller telekommunikationstjenester. Også softwareudviklere, der leverer applikationer til offentlig transport, medieområdet eller digital læsning, er berørt.

Onlinebutikker er forpligtet til at gøre deres tilbud tilgængelige og at opfylde kravene i BFSG. Også hjemmesider, der tilbyder produkter eller tjenester i forbindelse med elektronisk handel, skal være tilgængeligt designet. Den tilgængelige udformning af individuelle sider og afgrænsede områder er særligt vigtige for at overholde de lovmæssige krav. For produkter og produktsikkerhed gælder specifikke krav inden for BFSG, som producenter, importører og forhandlere skal overholde. E-bøger og e-boglæsere skal være designet, så de kan bruges tilgængeligt, f.eks. ved hjælp af talesyntese eller justerbare skrifttyper. Banktjenester i elektronisk handel, som onlinebanking eller finansapps, er også omfattet af BFSG’s tilgængelighedskrav. Også videoer, der er indlejret på hjemmesider eller i digitale produkter, skal være tilgængeligt tilgængelige, f.eks. gennem undertekster eller lydbeskrivelser. Brug af forståeligt sprog, let læseligt sprog og tegnsprog er af central betydning for tilgængelige digitale tilbud. Lovgivningen for tilgængelig informationsteknologi spiller en vigtig rolle i implementeringen af BFSG’s lovkrav. For at implementere tilgængelighedskravene er overholdelsen af tekniske normer og retningslinjer, som f.eks. WCAG eller harmoniserede EU-normer, afgørende. For bestemte produkter er der desuden krav om CE-mærkning, der dokumenterer overholdelsen af tilgængeligheds- og sikkerhedskrav. Der findes tilbud om at fremme tilgængelighed, såsom tidsbegrænsede støtteprogrammer, der hjælper virksomheder med implementeringen. Grundlæggende skal alt, eller i det mindste det meste, være tilgængeligt designet i overensstemmelse med lovens krav for at opfylde BFSG’s mål. SMV’er med en årlig omsætning på højst 2 millioner euro og færre end ti ansatte er undtaget fra BFSG’s regler. Med hensyn til de tilbudte tjenester er de undtaget fra reglerne.

Tilgængelighed for produkter

BFSG regulerer omfattende, hvordan tilgængelighed skal implementeres i praksis. For hvert produkt er der et krav om CE-mærkning, der bekræfter, at tilgængeligheds- og produktsikkerhedskrav er opfyldt og kontrolleres af markedsovervågningsorganer. Overholdelsen af tekniske normer og retningslinjer, såsom harmoniserede EU-normer eller DIN- og ISO-standarder, er afgørende for den tilgængelige udformning af produkter. Lovgivningen for tilgængelig informationsteknologi konkretiserer kravene til digitale produkter og hjemmesider og danner en bindende ramme for implementeringen. E-bøger og e-boglæsere skal f.eks. have funktioner som talesyntese, justerbare skrifttyper og tilgængelige brugervejledninger for at sikre adgang for alle brugergrupper. Også videoer på hjemmesider og i digitale tilbud skal være tilgængeligt designet, f.eks. gennem undertekster eller lydbeskrivelser, som BFSG foreskriver. Sproget i et produkt eller en tjeneste skal være udformet, så det er forståeligt for mennesker med forskellige begrænsninger, f.eks. gennem let sprog eller tegnsprog. Producenter, forhandlere og importører har pligt til at designe deres produkter og tjenester tilgængeligt og overholde de lovbestemte krav. Overvågningen af overholdelsen af disse forpligtelser varetages af relevante myndigheder, som også kan pålægge sanktioner ved overtrædelser. BFSG’s juridiske ramme understreger betydningen af at overholde tekniske normer og ansvaret for alle aktører langs værdikæden. Banktjenester, såsom onlinebanking, pengeautomater eller finansapps, er ligeledes underlagt tilgængelighedskravene og skal være tilgængelige for alle brugergrupper. Der findes også tilbud, såsom støtteprogrammer til støtte for tilgængelig produktdesign, såsom Aktion Mensch. Målgruppen omfatter forbrugere, som skal beskyttes af tilgængelige produkter og tjenester. Grundlæggende gælder, at alt, og især det meste, skal designes tilgængeligt i overensstemmelse med lovens krav.

Det bygger på etablerede internationale standarder og principperne for tilgængelig design: Produkter og tjenester skal være perceptible, anvendelige, forståelige og robuste. For produkter betyder det for eksempel, at selvbetjeningsautomater som pengeautomater eller billetautomater skal have tale-understøttede betjeningsmuligheder, taktile betjeningselementer og visuelle kontraster. Også smartphones, computere eller operativsystemer skal designes, så de kan anvendes af mennesker med begrænset syns-, høre- eller mobilitetskapacitet.

B2B-sektor og elektronisk handel

Inden for e-handelsområdet gælder BFSG udelukkende for produkter og tjenester, der er rettet mod forbrugere (B2C-sektor). Tjenester, der udelukkende tilbydes inden for B2B-sektoren, er ikke omfattet af BFSG’s regler. Det betyder, at virksomheder, der udelukkende distribuerer deres produkter eller tjenester til andre virksomheder, er undtaget fra lovens krav. Så snart forbrugere har den eneste mulighed for at benytte en tjeneste, gælder BFSG også her. Virksomheder bør derfor præcisere i deres kontraktbetingelser, når tilbud kun er beregnet til erhvervsdrivende, for at undgå misforståelser og uventet anvendelse af BFSG. For e-handelsområdet er det derfor afgørende at definere målgruppen for ens produkter og tjenester klart.

Gør onlinebutikker og hjemmesider tilgængelige

Inden for tjenestesektoren forpligter loven udbydere til at gøre deres digitale tilbud tilgængelige. Dette gælder for eksempel onlinebutikker, der skal designes tilgængeligt i henhold til BFSG, især med hensyn til kontraktindgåelse og overholdelse af WCAG-retningslinjerne. Også enhver hjemmeside, der tilbyder produkter eller tjenester, er underlagt tilgængelighedskravene, hvor både tekniske og juridiske krav skal overholdes. Det er særligt vigtigt, at alle sider og afgrænsede områder af en hjemmeside, såsom informationssider eller checkout-delen af en onlinebutik, designes tilgængeligt. Ifølge BFSG skal videoer, der er offentliggjort efter bestemte ikrafttrædelsesdatoer, forsynes med undertekster, lydbeskrivelser eller andre tilgængelige elementer. Sproget spiller en central rolle: let sprog, tegnsprog og forståelige formater er essentielle for at gøre digitale tilbud tilgængelige for alle brugergrupper. Lovgivningen for tilgængelig informationsteknologi konkretiserer BFSG’s lovkrav og henviser til tekniske normer og retningslinjer, såsom EN- eller ISO-standarder, der fungerer som målestok for implementeringen af tilgængelighedskravene. Støtteprogrammer, såsom Aktion Mensch’s tilbud, støtter virksomheder økonomisk i at gøre deres digitale tilbud tilgængelige. Grundlæggende skal alt, der falder ind under de lovbestemte krav, helt eller i det mindste delvist designes tilgængeligt for at opfylde alle lovkrav. Målgruppen omfatter især forbrugere, der er beskyttet og tiltalt af de tilgængelige online-tilbud.

Hjemmesider og mobile applikationer skal blandt andet være navigerbare via tastatur, udstyret med tekstalternativer til billeder og også være tilgængelige for skærmlæsere. Videoer bør være udstyret med undertekster eller lydbeskrivelser. Der er også en informationspligt: Virksomheder skal klart og forståeligt informere om de tilgængelige kendetegn ved deres produkter og tjenester.

Virksomhedernes dokumentationspligt

Et centralt element i BFSG er dokumentationen af overholdelse. Virksomheder som økonomiske aktører er ifølge BFSG’s retlige ramme forpligtet til at dokumentere, at deres produkter og tjenester opfylder de lovbestemte krav. CE-mærket spiller en central rolle, da det dokumenterer opfyldelsen af tilgængeligheds- og produktsikkerhedskravene. Overholdelsen af relevante normer og retningslinjer, såsom harmoniserede EU-normer, DIN- eller ISO-standarder, anses som bevis for konformiteten med lovkravene. Også lovgivningen for tilgængelig informationsteknologi skal overvejes i forbindelse med dokumentationspligten, da den regulerer tekniske krav til digitale tilbud. Producenter, forhandlere og importører har pligt til at opfylde BFSG’s krav til dokumentation og dokumentationspligt. Dette kan ske gennem interne kontrolprocedurer eller gennem en ekstern instans. Producenter er forpligtet til at udstede en såkaldt EU-konformitetserklæring og fastgøre CE-mærket. Overholdelsen kontrolleres.

Implementering og kontrol

Ansvaret for implementeringen af BFSG ligger hos de økonomiske aktører, der tilbyder produkter eller tjenester på markedet. De skal sikre, at deres tilbud opfylder de gældende tilgængelighedskrav. Overholdelsen af disse krav overvåges af de relevante myndigheder, som udfører regelmæssige kontrolbesøg og kan gribe ind ved overtrædelser. Virksomheder, der overtræder BFSG, risikerer advarsler, forbud mod salg eller bøder på op til 100.000 euro. Derfor er det vigtigt for alle udbydere af produkter og tjenester at omhyggeligt implementere de lovbestemte krav og løbende kontrollere tilgængeligheden af deres tilbud.

Virksomhedernes behov for handling

Der er behov for handling for virksomheder. Implementeringen af direktiv (EU) 2019/882 danner grundlaget for loven om styrkelse af tilgængelighed (BFSG), som overfører kravene fra European Accessibility Act som retlig ramme til national lovgivning. Virksomheder har som økonomiske aktører inden for BFSG ansvaret for at gøre deres digitale tilbud tilgængelige og overholde de lovbestemte krav. Det føderale center for tilgængelighed tilbyder rådgivning og støtte i forbindelse med implementeringen af direktivet samt tilgængelig udformning af hjemmesider og digitale tjenester. Der er forskellige tilbud, såsom støtteprogrammer til økonomisk støtte, som virksomheder kan benytte sig af i forbindelse med implementeringen af tilgængelighed. Ofte stillede spørgsmål (FAQ) og informationsmateriale hjælper virksomheder med at afklare centrale spørgsmål om loven og modtage praktisk hjælp.

Producenter skal tilpasse deres udviklingsprocesser og tænke tilgængelighed ind fra starten. Digitale tilbud, især hjemmesider og apps, bør teknisk og designmæssigt revideres for at opfylde kravene. Dette omfatter blandt andet forbedring af brugeroplevelsen, integration af hjælpemidler og tilgængelig præsentation af indhold.

Virksomheder skal også udarbejde og opbevare passende dokumentation og beviser for tilgængeligheden af deres tilbud. Disse skal være tilgængelige for relevante myndigheder på anmodning. Også indhentning og implementering af brugerfeedback hører ind under lovens krav, da berørte personer har ret til at gøre opmærksom på barrierer og kræve forbedringer.

Overgangsregler i BFSG

BFSG indeholder overgangsregler: Produkter, der blev bragt i omsætning før den 28. juni 2025, må fortsat sælges indtil den 28. juni 2030, selvom de ikke opfylder de nye krav. For nye produkter og tjenester gælder loven imidlertid umiddelbart fra ikrafttrædelsen. Ved overtrædelser af de lovbestemte krav kan bøder og administrative foranstaltninger tilkendes. Derudover er der risiko for omdømmemæssige skader og juridiske tvister, f.eks. ved retssager om diskrimination.

BFSG: Krav og muligheder

BFSG stiller ikke kun nye krav til virksomheder, men åbner samtidig også muligheder: Tilgængelige produkter og tjenester når ikke kun ud til personer med handicap, men også en voksende målgruppe af ældre brugere. Implementeringen af direktiv (EU) 2019/882 danner grundlaget for BFSG og integrerer kravene fra European Accessibility Act som retlig ramme for tilgængelighedskrav i national lovgivning. Det føderale center for tilgængelighed tilbyder rådgivning og støtte til virksomheder, der ønsker at gøre deres digitale tilbud tilgængelige. Der findes særlige tilbud, som støtteprogrammer og økonomisk støtte, som virksomheder kan benytte i forbindelse med tilgængelighedsimplementeringen. Ofte stillede spørgsmål (FAQ) og informationsmateriale hjælper virksomhedsledere med at afklare centrale spørgsmål om implementeringen. Som økonomisk aktør bærer enhver virksomhed ansvar for at opfylde lovkravene og sikre tilgængeligheden af deres produkter og tjenester inden for BFSG. De, der tidligt reagerer på de nye krav, forbedrer ikke kun deres juridiske overensstemmelse, men også brugervenligheden og rækkevidden af deres tilbud. Virksomheder bør snarest muligt forberede sig på de nye regler, da sanktioner også truer i tilfælde af overtrædelser.

Som et erfarent advokatfirma inden for erhvervsret står MTR Legal Rechtsanwälte til rådighed som din kontaktperson.

Kontakt os gerne og få forbindelse med os!

Konklusion og fremtid

Barrierefrihedsstyrkelsesloven markerer et betydeligt skridt mod forbedringen af tilgængeligheden af produkter og tjenester i Tyskland. Den definerer klare krav til tilgængelighed og forpligter alle erhvervsaktører til at tilpasse deres tilbud tilsvarende. Implementeringen af BFSG præsenterer mange virksomheder for nye udfordringer, men åbner også op for muligheder for at udvikle innovative og tilgængelige produkter og tjenester. I fremtiden vil loven blive videreudviklet og tilpasset til behovene hos mennesker med handicap, for at fremme et inkluderende samfund. Virksomheder og organisationer vil være klogt tjent med at engagere sig med kravene til BFSG i god tid og tage målrettede skridt for at forbedre tilgængeligheden af deres produkter og tjenester. På den måde bidrager de ikke kun til social deltagelse, men styrker også deres position på markedet.

Databeskyttelses-advarslen er et centralt instrument inden for databeskyttelseslovgivningen for at håndhæve overholdelsen af databeskyttelsesforordningen (GDPR). Siden GDPR trådte i kraft i 2018, er virksomheder og organisationer forpligtet til at udvise den største omhu, når de behandler personoplysninger. Hvis der sker overtrædelser af disse regler – for eksempel ved utilstrækkelig information til brugerne eller en ulovlig databehandling – kan der udstedes en advarsel. Denne kan ikke kun initieres af databeskyttelsesmyndigheder, men også af konkurrenter, forbrugernævnet eller endda af de berørte personer selv. Målet med en databeskyttelses-advarsel er at få virksomheden til at ophøre med overtrædelsen af databeskyttelsen og overholde databeskyttelseslovgivningen. For virksomheder betyder dette, at de regelmæssigt skal gennemgå og tilpasse deres processer og håndtering af personoplysninger for at undgå advarsler og mulige efterfølgende retssager.

Juridiske grundlag

De juridiske grundlag for advarsler inden for databeskyttelse findes primært i GDPR samt i loven mod uretfærdig konkurrence (UWG). GDPR regulerer detaljeret, hvordan personoplysninger må indsamles, lagres og behandles. Overtrædelser af disse bestemmelser – f.eks. ved ulovlig behandling eller manglende gennemsigtighed – kan forfølges ikke kun af databeskyttelsesmyndigheder, men også inden for konkurrenceretten. UWG beskytter konkurrencen mod uretfærdige forretningspraksisser og foreskriver, at en overtrædelse af databeskyttelsen også kan betragtes som en overtrædelse af UWG, hvis det giver et selskab en uretfærdig fordel. Således kan advarsler for databeskyttelsesovertrædelser udstedes både på grundlag af GDPR og UWG. Derfor bør virksomhederne sikre, at de nøje overholder de lovgivningsmæssige krav til behandling af personoplysninger for at undgå advarsler og yderligere juridiske konsekvenser.

Konkurrenter må advare – Domme fra BGH I ZR 186/17 / I ZR 222/19 / I ZR 223/19

Konkurrenter og forbrugernævnet må advare virksomheder om databeskyttelsesovertrædelser; her spiller retten en central rolle i afgørelsen af advarsler vedrørende databeskyttelsesovertrædelser. Dette har Bundesgerichtshof besluttet i flere domme den 27. marts 2025 (sagsnr. I ZR 186/17, I ZR 222/19, I ZR 223/19). Forskellige domstole har tidligere afgjort forskelligt om kompetencen til at advare ved databeskyttelsesovertrædelser. Det høje antal tilfælde af databeskyttelsesovertrædelser viser den praktiske relevans af dette emne. Den aktuelle BGH-dom præciserer, at også konkurrenter og forbrugerorganisationer kan blive aktive. BGH-dommene fra marts 2025 har stor betydning for praksis med advarsler, da de muliggør forfølgelse af databeskyttelsesovertrædelser af forbrugerorganisationer og konkurrenter ved civilretlige domstole. En GDPR-advarsel er en særlig form for advarsel, der vedrører overtrædelser af databeskyttelsesforordningen og adskiller sig fra andre advarsler ved dens databeskyttelsesrelaterede kontekst. Forbrugernævnet spiller en vigtig rolle i håndhævelsen af databeskyttelsesrettigheder. Forbrugerorganisationer er afgørende involveret i advarsler ved databeskyttelsesovertrædelser. Også konkurrenter kan forfølge databeskyttelsesovertrædelser og dermed beskytte konkurrencen. BGH’s dom har betydelige konsekvenser for praksis og den juridiske vurdering af databeskyttelsesovertrædelser.

Databeskyttelsesovertrædelser kan ikke kun sanktioneres af tilsynsmyndigheder. Retternes beslutningskompetence ved databeskyttelsesovertrædelser er af central betydning. Som BGH-afgørelserne viser, kan også konkurrenter og forbrugerorganisationer gå efter overtrædelserne. I sådanne procedurer spiller de sagsøgte også en vigtig rolle. For virksomheder kan det især have store konsekvenser inden for onlinehandel og ved håndtering af følsomme data, ifølge advokatfirmaet MTR Legal, som bl.a. rådgiver om IT- og databeskyttelseslovgivning. GDPR-overtrædelser kan føre til betydelige juridiske konsekvenser, især hvis krav om ophør fremsættes. Ved gentagne GDPR-overtrædelser truer skærpede sanktioner og yderligere foranstaltninger. Forfølgelsen af databeskyttelsesovertrædelser sker både af domstole og organisationer. Betydningen af afsnit 1 og afsnit 1 nr. i de relevante paragraffer er afgørende for den juridiske vurdering. Sagen har stor betydning for udviklingen af databeskyttelseslovgivningen og håndhævelsen af forbrugerrettigheder.

Spil-app posterer data

I sagen med sagsnummer I ZR 186/17 drejede det sig om et såkaldt “App-Center” i et socialt netværk, hvor tredjepartsleverandører stillede spil til rådighed. App-Centeret fungerer som en central platform, hvor forskellige tredjepartsapps tilbydes. Online-spil spiller en vigtig rolle i App-Centeret, da de udgør en stor del af tilbuddet. Ved brugen af appen kan også personoplysninger såsom din e-mailadresse behandles. Før en bruger kunne starte et spil, blev det angivet, at applikationen fik visse tilladelser, f.eks. til at poste statusopdateringer. Disse oplysninger var dog vage og gav ikke klart besked om, hvilke konkrete data der blev behandlet, hvem modtagerne var, og til hvilket formål. Dette klagede paraplyorganisationen for forbrugernævnene i de føderale stater med succes over.

BGH fastslog, at en sådan uklar og generel information ikke opfylder kravene i databeskyttelsesforordningen (GDPR). Allerede ved indsamlingen af data gennem appen skal brugerne informeres fuldstændigt. Også omfanget af de indsamlede og behandlede data skal præsenteres gennemsigtigt. Den retssikre formulering af brugen i databeskyttelseserklæringen er af særlig betydning. Informationsforpligtelserne i henhold til art. 12 og 13 GDPR kræver en klar, præcis og forståelig information til de berørte personer. Da disse krav i GDPR også regulerer markedsadfærd i konkurrencehenseende (§ 3a UWG), udgør manglende overholdelse en konkurrenceovertrædelse. Konkurrenter eller kvalificerede forbrugerorganisationer må derfor civilretligt handle mod sådanne databeskyttelsesovertrædelser, ifølge BGH. Dette gælder uanset om en bruger har klaget.

Apotekere sælger medicin online

Lignende spørgsmål blev behandlet i sagerne med sagsnumrene I ZR 222/19 og I ZR 223/19. Her havde to apoteker solgt medicin via platformen Amazon. Her blev kundernes personoplysninger, herunder også sundhedsdata, behandlet, f.eks. navn, adresse eller bestilte medicin samt oplysninger om deres individualisering. Indsamlingen af disse sundhedsdata af apotekerne var et centralt emne i sagerne. Der var talrige tilfælde af databeskyttelsesovertrædelser inden for apotekssektoren, der blev relevante i denne sammenhæng. Andre apotekere havde klaget over dette. Disse klager havde også held: BGH gjorde det klart, at bestillingsdataene i henhold til art. 9, stk. 1 GDPR betragtes som sundhedsdata. Dette gælder også, selvom medicinen ikke er receptpligtig. Dataene må kun behandles, hvis der foreligger et udtrykkeligt samtykke fra kunderne, hvilket apotekerne ikke havde indhentet.

BGH bekræftede vurderingen fra den Europæiske Domstol, at sundhedsdata allerede foreligger, hvis der kan drages konklusioner om helbredstilstanden eller medicineringen ud fra bestillingen. I sagerne spillede den sagsøgte en central rolle, da vedkommende var ansvarlig for databehandlingen. Betydningen af beskyttelsen af den berørte person ved behandling af sundhedsdata blev især fremhævet. Også her så BGH en konkurrenceovertrædelse. Art. 9, stk. 1 GDPR er en markedsadfærdsregel i henhold til § 3a UWG, således at en overtrædelse af denne bestemmelse kan forfølges af en konkurrent i form af en konkurrenceklage ved civilretterne, sagde dommerne i Karlsruhe. Betydningen af afsnit 1 og afsnit 1 nr. i de relevante paragraffer blev udtrykkeligt fremhævet.

GDPR også relevant for konkurrence

Dommene viser, at bestemmelserne i GDPR – og her især informationsforpligtelserne og forskrifterne om samtykke – også er relevante for konkurrence. Under visse omstændigheder kan overskud opnået ved databeskyttelseskrænkelser annulleres; dette hænger sammen med bøder og yderligere strafmæssige tiltag, der kan pålægges i henhold til databeskyttelsesforordningen og loven. Virksomheder, der behandler personoplysninger eller følsomme data uden tilstrækkelig information eller uden et effektivt samtykke, handler konkurrencemæssigt forkert. Ikke kun databeskyttelsesmyndigheder, men også konkurrenter eller kvalificerede interesseorganisationer kan forfølge sådanne overtrædelser. Med dette har BGH væsentligt udvidet anvendelsesområdet for konkurrencelovgivningen. Virksomheder, der overtræder databeskyttelsesbestemmelserne, kan ud over bøder fra databeskyttelsesmyndigheder også mødes med kostbare advarsler og injunction suits fra konkurrenter og forbrugerorganisationer.

Virksomheder er godt rådet

Virksomheder er derfor godt rådet til nøje at gennemgå og opfylde deres informationsforpligtelser. Dette omfatter, at brugere bliver informeret på en gennemsigtig, forståelig og omfattende måde om, hvilke data der behandles til hvilket formål, på hvilket retligt grundlag dette sker, hvem modtagerne er, og hvilke rettigheder de berørte har. Ligeledes skal der før behandlingen af følsomme data – som f.eks. sundhedsdata – indhentes og dokumenteres et eksplicit samtykke. Generelle eller skjulte klausuler er ikke tilstrækkelige.

Online markedspladser og databeskyttelse

Online markedspladser som Amazon Marketplace er uundværlige i moderne e-handel. Men netop her er overholdelse af databeskyttelsen særlig vigtig. Udbydere, der er aktive på sådanne platforme, skal ved behandlingen af kundedata – såsom navne, adresser eller bestillingsdata – overholde de strenge krav i GDPR. BGH’s afgørelser i sagerne I ZR 186/17, I ZR 222/19 og I ZR 223/19 har understreget, at overtrædelser af GDPR – f.eks. ved behandling af sundhedsdata uden kundernes udtrykkelige samtykke – kan have både databeskyttelsesretlige og konkurrencepravsretlige konsekvenser. Advarsler fra konkurrenter eller forbrugerorganisationer er i sådanne tilfælde mulige og kan have betydelige konsekvenser for virksomheder. Bundesgerichtshofs domme understreger, at overholdelse af databeskyttelsen på online markedspladser ikke kun er et spørgsmålet om compliance, men også om konkurrence.

Konsekvenser af en advarsel

En databeskyttelses-advarsel kan have vidtrækkende konsekvenser for virksomheder. Udover forpligtelsen til straks at stoppe den kritiserede behandling af personoplysninger truer følsomme bøder eller straffe ved fortsat overtrædelse. GDPR rummer beløb på op til 20 millioner euro eller 4 % af den globale årsomsætning – alt efter hvilket beløb der er størst. Derudover kan en advarsel også skade en virksomheds ry alvorligt, da en overtrædelse af databeskyttelse ses som et alvorligt tillidsbrud af kunder og offentligheden. Virksomheder bør derfor ikke kun af juridiske, men også af ry-shot hensyn lægge stor vægt på overholdelse af databeskyttelsesbestemmelserne.

Forsvar mod advarsler

For effektivt at beskytte sig mod advarsler inden for databeskyttelse, bør virksomheder regelmæssigt gennemgå deres databeskyttelsespraksis og tilpasse dem til de aktuelle krav i GDPR. Det omfatter især udarbejdelse af en gennemsigtig og fuldstændig databeskyttelseserklæring, indhentning af udtrykkelig samtykke til behandling af følsomme data samt implementering af tekniske og organisatoriske foranstaltninger til beskyttelse af dataene. I tilfælde af en advarsel er det tilrådeligt at reagere hurtigt og søge juridisk rådgivning for bedst muligt at beskytte egne interesser. Ved at handle proaktivt og konsekvent efterleve databeskyttelsesreglerne kan virksomheder betydeligt reducere risikoen for advarsler og yderligere juridiske skridt.

MTR Legal Rechtsanwälte rådgiver om databeskyttelse, GDPR og andre IT-rettigheder.

Tag gerne kontakt til os!

Med loven om styrkelse af retsstedet har Tyskland taget et vigtigt skridt mod modernisering af sit retssystem. Loven, der officielt er kendt som loven til styrkelse af retsstedet Tyskland gennem indførelsen af Commercial Courts og retspråget engelsk i civilretten, har til formål at styrke Tysklands retssted i den internationale konkurrence på lang sigt. Fokus er på at etablere specialiserede Commercial Courts, der koncentrerer sig om komplekse erhvervsretlige tvister og dermed specifikt tager hensyn til de behov, som internationalt aktive virksomheder har.

Et centralt element i loven er muligheden for at føre sager på engelsk. Dermed bliver tærsklen for udenlandske virksomheder betydeligt lavere for at gøre deres krav gældende ved tyske domstole. Indførelsen af Commercial Courts og valget af engelsk som retsprog bidrager til at øge retssystemets effektivitet og kvalitet og at positionere Tyskland som et attraktivt retssted for internationale virksomheder og investorer. Med disse fornyelser bliver civilretten gjort parat til udfordringerne i en globaliseret økonomi, og den økonomiske placering af Tyskland styrkes bæredygtigt.

Lovmæssige grundlag

De lovmæssige grundlag for etableringen af Commercial Courts findes i loven om styrkelse af retsstedet, der bygger på retsplejeloven og civilprocesloven. Loven bemyndiger delstaterne til at oprette specielle Commercial Courts ved appeldomstole, som er ansvarlige for økonomiske tvister med en værdi på mindst 500.000 euro. Forudsætningen er, at parterne er enige om Commercial Courts’ kompetence. Et særligt kendetegn er muligheden for at føre hele sagen på engelsk, hvilket er en betydelig fordel for internationale parter.

Commercial Courts’ afgørelser kan appelleres til forbundsdomstolen, hvilket skaber en ekstra retsikkerhed for de involverede virksomheder. Desuden indeholder loven særlige regler til beskyttelse af forretningshemmeligheder for at sikre fortroligheden af følsomme virksomhedsoplysninger under sagen. Med disse regler sætter loven om styrkelse af retsstedet nye standarder for håndteringen af økonomiske tvister i Tyskland og styrker retsstedets position i den internationale sammenhæng.

Effektive løsninger på internationale retstvister

Den såkaldte lov om styrkelse af retsstedet trådte i kraft den 1. april 2025. Dette gør det muligt for delstaterne at etablere nye dommerpaneler, der specialiserer sig i internationale økonomiske tvister. Dette skal styrke Tysklands retssted.

I en globaliseret økonomi kan komplekse juridiske tvister mellem virksomheder fra forskellige lande ikke undgås. Hurtige, pålidelige og erhvervsrelaterede løsninger er især efterspurgt. Det er her, Commercial Courts kommer ind i billedet, ifølge advokatfirmaet MTR Legal. De specialiserede handelskamre fokuserer på store økonomiske retstvister og indtager en vigtig position i procesførelsen.

Commercial Courts for retstvister i erhvervsretten

Commercial Courts er domstole eller særlige kamre, der udelukkende beskæftiger sig med økonomiske tvister. I modsætning til klassiske civilretter tilbyder de sager, der er skræddersyet til behovene hos internationalt aktive virksomheder. Dette inkluderer normalt kortere sagsbehandlingstider, specialiserede dommerteams med omfattende erfaring i internationale kontrakttvister og handelsret.

Commercials Courts er ansvarlige for erhvervsretlige sager med en værdi på mindst 500.000 euro, såfremt parterne har aftalt deres kompetence. Dommerne ved Commercial Courts bringer deres ekspertise fra forskellige juridiske områder ind. En særlig funktion er, at sagerne kan føres fuldt ud på engelsk, hvis det ønskes. Et aspekt, der er en betydelig fordel ved retstvister mellem internationale virksomheder. Desuden er dommerne specialiserede i komplekse erhvervsretlige spørgsmål.

Beskyttelse af forretningshemmeligheder

Et centralt anliggende i loven om styrkelse af retsstedet er den omfattende beskyttelse af forretningshemmeligheder i forbindelse med retssager. Især ved komplekse erhvervsretlige tvister, som behandles ved Commercial Courts, er fortroligheden af følsomme virksomhedsdata afgørende vigtig. Loven foreskriver derfor, at parterne kan anmode om, at visse oplysninger klassificeres som fortrolige. Retten kan derefter træffe specifikke foranstaltninger til beskyttelse af disse forretningshemmeligheder for at forhindre offentliggørelse af fortrolige data.

Disse regler gælder ikke kun for sager ved Commercial Courts, men for alle erhvervsretlige sager i Tyskland. Dermed bliver det tyske retssted mere attraktivt for internationale virksomheder og investorer, da de kan stole på, at deres forretningshemmeligheder også effektivt beskyttes ved offentlige retssager. Beskyttelsen af forretningshemmeligheder er således en vigtig byggesten til styrkelse af retsstedet Tyskland og et klart signal til den internationale økonomi om, at Tysklands økonomiske placering lever op til de højeste krav til fortrolighed og retssikkerhed.

Fordele ved Commercial Courts

Commercial Courts har en række fordele, som parterne kan drage nytte af:Faglig specialisering: Dommerne ved Commercial Courts er uddannet og erfarne i komplekse erhvervsretlige spørgsmål. Dette sikrer, at økonomiske sammenhænge hurtigt forstås og korrekt vurderes juridisk. For virksomheder betyder dette mindre risiko for fejlagtige beslutninger som følge af manglende økonomisk ekspertise.Proceduresprog engelsk: Sagerne kan gennemføres helt på engelsk. Dermed bortfalder omfattende oversættelser af dokumenter og udtalelser. For alle involverede betyder dette en mærkbar effektiviseringsgevinst.Hurtigere procedurer: Commercial Courts lægger vægt på hurtige sagsbehandlingsforløb. Der er ofte faste tidsfrister for dokumenter og høringer. Dette betyder, at processer, der ville trække ud i årevis i klassiske procedurer, kan afsluttes betydeligt hurtigere.Pålidelighed og international anerkendelse: Tyske retskendes domme – og dermed også Commercial Courts – nyder høj international anerkendelse. Det betyder, at afgørelser relativt problemfrit anerkendes og eksekveres i mange stater. Virksomheder har dermed et pålideligt grundlag at forme deres forretningsforbindelser på.Alternativ til voldgift: Hidtil har voldgift ofte været førstevalg i mange internationale tvister. Dog er voldgift ikke altid mere gennemsigtig end statslige retssager. Commercial Courts tilbyder her et attraktivt alternativ. De er offentlige, men stadig fleksible og erhvervsorienterede.

Commercial Chambers ved distriktsretterne

Etableringen af Commercial Courts er delstaternes ansvar, idet der kun skal være én Commercial Court i hver delstat. Derudover skal der oprettes såkaldte Commercial Chambers ved distriktsretterne. Også ved Commercial Chambers kan juridiske tvister mellem internationale virksomheder forhandles. Ligesom ved Commercial Courts kan proceduren på parternes anmodning føres på engelsk. Dommerne har særlige kundskaber i international erhvervsret og ofte også erfaring i international voldgift.

Styrkelse af retsstedet Tyskland

Commercial Courts skal positionere Tyskland som en attraktiv placering for international konfliktløsning. Virksomheder skal drage fordel af et specialiseret, effektivt og internationalt orienteret retssystem. Især i tider hvor tværnationale forretningsforbindelser bliver stadig vigtigere, tilbyder Commercial Courts et moderne svar på de globale økonomiske behov.

For internationale virksomheder er det derfor værd at overveje denne mulighed for konfliktløsning – hvad enten det er til forberedelse af en kontrakt eller til løsning af en allerede eksisterende konflikt. Dog opstår spørgsmålet om, hvorvidt forhandling ved en distriktsret eller en voldgiftsdomstol er det bedre valg i det enkelte tilfælde. Det bør også tages i betragtning ved jurisdiktionsaftaler.

MTR Legal rådgiver i spørgsmål om procesførelse i erhvervsretten.

Kontakt os gerne !

I den internationale forretningstrafik mellem virksomheder, altså i B2B-sektoren, er det ofte ikke umiddelbart tydeligt, hvilken national lovgivning der finder anvendelse på en kontrakt. Især når forretningspartnere er beliggende i forskellige lande, opstår spørgsmålet om, hvilken lov der gælder i tilfælde af en tvist eller ved fortolkningen af kontrakten.

Forskellige nationale retsordener kan føre til betydelige forskelle, f.eks. vedrørende garantirettigheder, frister, ansvar eller bevisbyrde. Derfor er spørgsmålet om den anvendelige lovgivning af central betydning for enhver grænseoverskridende kontrakt, ifølge advokatfirmaet MTR Legal, som blandt andet rådgiver inden for international handelsret.

Valg af lov i international handelsret: kontraktfrihed i B2B-handel

Grundlæggende gælder der kontraktfrihed i international B2B-handel. Det betyder: Kontraktparterne har mulighed for selv at bestemme, hvilken national lovgivning der skal anvendes på deres kontrakt. Parterne kan vælge den anvendelige lovgivning, hvilket er en central del af international privatret. Denne beslutning træffes i praksis gennem forskellige klausuler, især lovvalgsklausuler i kontrakten. Sådanne klausuler kunne f.eks. lyde: “Tysk ret gælder”. Hvis en sådan aftale indgås, er den bindende for domstole i de fleste stater. Forudsætningen er, at klausulerne er klart og utvetydigt formuleret. Parterne kan således skabe et velkendt og forudsigeligt retligt miljø, hvor deres kontraktforhold vurderes juridisk, så det pågældende kontraktforhold tjener som genstand for den retlige vurdering.

Hvis parterne ikke har foretaget et klart lovvalg, regulerer Rom I-forordningen inden for Den Europæiske Union, hvilken lovgivning der finder anvendelse. Denne fastsætter, at den anvendelige lovgivning grundlæggende følger efter det sædvanlige opholdssted, dvs. det sted, hvor den aftalepart, der yder den karakteristiske ydelse, har sit sæde. Ved købsaftaler er dette normalt sælgeren, ved serviceaftaler serviceudbyderen. Hvis der dog er en åbenbar tættere forbindelse til en anden stat, f.eks. fordi levering og afvikling udelukkende finder sted i et bestemt land, kan dennes ret dog undtagelsesvis også anvendes.

Introduktion til international køberet

Den internationale køberet udgør grundlaget for den grænseoverskridende varehandel og er en central del af handelsretten. Den regulerer, efter hvilke forskrifter købsaftaler mellem virksomheder fra forskellige lande gennemføres. Blandt de vigtigste retsordener tæller FN-køberetten (CISG), Rom I-forordningen samt nationale love som den tyske handelslovbog (HGB) og den tyske borgerlige lovbog (BGB). Valget af den anvendelige lov er af stor betydning, da den i høj grad bestemmer, hvilke rettigheder og pligter kontraktparterne har inden for rammerne af købsaftalen. Især i den internationale forretningstrafik er det derfor afgørende at gennemgå lovvalgsbestemmelserne i de Almindelige Forretningsbetingelser (AGB) omhyggeligt. Kun sådan kan virksomheder sikre, at de forstår de for dem gældende regler og betydningen af den respektive retsorden og optimalt varetager deres interesser i international handel.

Kontraktindgåelse og Almindelige Forretningsbetingelser (AGB)

Indgåelse af en købsaftale i international handel er det afgørende skridt, hvor kontraktparterne fastlægger de væsentlige vilkår for deres forretning. Dette inkluderer især købsprisen, leverings- og betalingsbetingelser samt andre centrale bestemmelser. Almindelige Forretningsbetingelser (AGB) spiller her en betydelig rolle, da de ofte regulerer kontraktparternes rettigheder og pligter detaljeret og i høj grad påvirker udformningen af kontrakten. Det er vigtigt for begge parter at gennemgå AGB omhyggeligt inden kontraktindgåelsen og sikre sig, at de er klart og forståeligt formuleret. Særlig opmærksomhed bør rettes mod lovvalgsbestemmelserne, da disse bestemmer, hvilken retsorden der skal anvendes på kontrakten. Kun hvis kontraktparterne kender den valgte retsorden og dens regler, kan de effektivt håndhæve deres rettigheder inden for rammerne af købsaftalen og minimere juridiske risici.

FN-køberet i over 90 lande

Et særligt aspekt af den internationale varekøb er De Forenede Nationers konvention om kontrakter om internationalt salg af varer (CISG), kort sagt FN-køberet. Denne aftale gælder i over 90 lande verden over, herunder mange vigtige handelspartnere som Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, USA eller Kina. FN-køberet finder automatisk anvendelse, når to virksomheder fra medlemslande indgår en grænseoverskridende købsaftale om løsøre, hvis parterne ikke eksplicit har udelukket dens anvendelse. Et medlemsland i henhold til FN-køberet er ethvert land, der har ratificeret CISG og dermed er bundet af dens regler. Betydningen af købsaftalen inden for rammerne af FN-køberet ligger i, at den skaber de juridiske rammer for internationale vareleverancer mellem virksomheder fra forskellige medlemslande. Dette er ofte tilfældet, fordi FN-køberet på visse punkter afviger fra nationale love, og der kan være usikkerhed om, hvorvidt den virkelig matcher ens egne interesser.

Hvis FN-køberet ikke udelukkes, gælder den direkte i forholdet mellem virksomheder fra de involverede medlemslande. Det gælder selv, hvis parterne i deres kontrakt f.eks. kun har aftalt “tysk ret” eller “fransk ret”. Der er betydelige forskelle mellem tysk køberet og FN-køberet, især hvad angår garanti og kontraktforvaltning, så valget af tysk ret i forhold til FN-køberet kan være af særlig betydning for virksomheder. Derfor er det særligt vigtigt, at virksomheder ved kontraktindgåelse nøje overvejer, om de ønsker at anvende FN-køberet eller ej.

Forpligtelser for sælger og køber

Inden for international køberet er forpligtelserne for sælger og køber klart defineret. Sælgeren er forpligtet til at levere de aftalte varer korrekt, udlevere de nødvendige dokumenter og overdrage ejerskabet af varerne. Køberen skal til gengæld betale købsprisen og modtage de leverede varer. Disse grundlæggende rettigheder og pligter for kontraherende parter er fastsat i både FN-køberet og de fleste nationale retsordener. I praksis er det vigtigt, at kontraherende parter præcist kender deres respektive forpligtelser og klart regulerer dem i kontrakten. AGB bør klart beskrive disse forpligtelser og sikre, at der ikke opstår misforståelser. Kun sådan kan parterne effektivt håndhæve deres rettigheder fra købsaftalen og undgå konflikter.

Valg af lov af stor betydning

Valg af lov kan være af stor betydning for internationalt aktive virksomheder. Derfor bør de overveje det anvendelige ret inden kontraktsindgåelse og hvilke fordele og ulemper det medfører. En manglende eller uklar lovvalg kan føre til juridisk usikkerhed, forskellige fortolkninger og ved tvister til langvarige og dyre retssager. Det anbefales derfor at integrere en klar lovvalgsklausul i hver kontrakt. Også spørgsmålet om, hvorvidt FN-køberet skal gælde eller ej, bør klart reguleres. Klare regler hjælper med at forebygge retslige tvister og skabe juridisk sikkerhed. Dette er især vigtigt ved internationale handelsforhold, hvor der skal tages hensyn til mange særegenheder.

Derudover bør der også tages stilling til, hvilken domstol der skal være kompetent i tilfælde af en tvist, da aftale om værneting kan fastlægges i internationale kontrakter. Dette spørgsmål står dog juridisk gennemtænkt ved siden af det anvendelige ret og underlægges sine egne regler, især med hensyn til domstolenes internationale kompetence.

Problemet med modstridende lovvalgsklausuler

I international køberet kan det forekomme, at begge kontraktparters AGB indeholder forskellige lovvalgsklausuler. Dette problem med modstridende lovvalgsklausuler er i praksis af stor betydning, da det kan føre til usikkerheder vedrørende den anvendelige retsorden. Retssager har hidtil ikke udviklet ensartede løsninger på dette problem, hvilket øger risikoen for tvister. Det er derfor endnu vigtigere, at kontraherende parter omhyggeligt gennemgår lovvalgsklausulerne i deres AGB og søger enighed om den anvendelige ret så tidligt som muligt. En klar og afstemt regulering hjælper med at undgå konflikter og sikrer, at begge parter kender deres rettigheder og pligter i købsaftalen og kan håndhæve dem.MTR Legal rådgiver inden for international handelsret og andre emner af international ret.Kontakt os gerne kontakt for yderligere information!

I den internationale toldret spiller Dual-Use-varer en særlig rolle, da de udover civile også kan anvendes til militære formål. For virksomheder er dette emne af central betydning, da overholdelse af lovgivningen er vigtigt for eksportprocessen. De forskellige reguleringer, såsom den europæiske Dual-Use-forordning og nationale bestemmelser, udgør grundlaget for eksportkontrol på dette område. Retsgrundlaget for eksportkontrollen af Dual-Use-varer i international handel fremgår af en række EU- og nationale forordninger samt udenrigshandelsloven. Derfor er der ofte behov for en tilladelse til eksporten af Dual-Use-varer. Overtrædelser af tilladelsespligten kan blive straffet hårdt.

Selv når man kun tænker på civil anvendelse, gør alene muligheden for at kunne bruge produkterne, teknologierne eller softwaren også til militære formål, Dual-Use-varer til et meget følsomt område i eksportretten. Eksportkontrollens mål er at forhindre spredning af masseødelæggelsesvåben og strategisk vigtige varer samt at opnå internationale sikkerhedsmål. Virksomheder bør således nøjagtigt kende grundlaget for de lovmæssige bestemmelser for Dual-Use-varer for at opfylde deres forpligtelser. Derfor bør virksomheder handle med forsigtighed, ifølge advokatfirmaet MTR Legal Rechtsanwälte, som blandt andet rådgiver inden for toldret.

Civil og militær anvendelighed

Dual-Use-varer kan f.eks. omfatte maskindele og maskiner, der ganske vist er beregnet til civil luftfart, men også kan anvendes i våbensystemer. Også maskiner med dobbelt anvendelse er underlagt eksportkontrol, især når de kan bruges til militære formål. Det samme gælder for visse kemikalier, der anvendes i medicin eller landbrug, men som også kan bruges til fremstilling af kemiske våben. Materialer som specielle metaller eller kompositmaterialer er yderligere eksempler på Dual-Use-varer, da de både kan bruges civilt og militært. Også software kan have mulighed for dobbelt anvendelse, dels f.eks. til databeskyttelse og IT-sikkerhed på det civile område, dels kan det være relevant for sikker kommunikation inden for militæret. Ventiler som tekniske komponenter med dobbelt anvendelse er også omfattet af eksportkontrol. En CD-afspiller kan på grund af sin laserteknologi betragtes som en enhed med Dual-Use-potentiale, da kraftige lasere også kunne bruges militært. Maskinernes eller komponenternes styrke spiller en vigtig rolle ved vurderingen af eksportkontrolpligten. Teknologi er af central betydning for Dual-Use-varer, da den både kan anvendes til civile og militære anvendelser og derfor er underlagt eksportkontrol. Værktøjsmaskiner er et yderligere eksempel på Dual-Use-varer, der kan være tilladelseskrævende ved eksport. Begrebet varer bruges i forbindelse med klassificering af Dual-Use-varer for at bestemme deres beskaffenhed og anvendelsesformål. Varernes art er afgørende for tilladelseskravet, da der gælder forskellige lovkrav for forskellige kategorier. Varer med dobbelt anvendelse er produkter, der er egnede til både civile og militære anvendelser. Reguleringen af varer med dobbelt anvendelse sker i EU-kontekst gennem specifikke bilag til Dual-Use-forordningen, som fastlægger tekniske parametre og kontrolkrav. Dual-Use-varer kan bruges i forskellige områder som industri, forskning, medicin eller kommunikation.

I Den Europæiske Union er håndteringen af Dual-Use-varer reguleret af forordning (EU) 2021/821. Denne fastlægger et ensartet grundlag for eksportkontrol af sådanne varer inden for medlemsstaterne. I Tyskland suppleres de europæiske bestemmelser af udenrigshandelsloven (AWG) og udenrigshandelsforordningen (AWV). Disse foreskriver blandt andet, at der kræves en tilladelse til eksport af visse Dual-Use-varer. Det gælder selv når anvendelsesformålet udelukkende er civil i natur.

Afklaring af tilladelsespligt

Den toldretslige betydning af disse bestemmelser er betydelig. Virksomheder, der ønsker at eksportere Dual-Use-varer, skal på forhånd afklare, om der er en tilladelsespligt. Afgørende er her den såkaldte EU-Dual-Use-varereliste, der regelmæssigt opdateres. Bilagene til EU-Dual-Use-forordningen, særligt bilag I og bilag 1, tjener som centrale varerelister til kategorisering og juridisk klassificering af de berørte varer. Disse lister og deres detaljerede opstilling definerer de tekniske parametre og anvendelsesformål for de opførte varer. Kodificeringerne i toldsystemerne er afgørende ved udførselsanmeldelsen for at sikre korrekt klassificering og identifikation af Dual-Use-varer. Tilladelsespligterne fremgår af Dual-Use-VO, EG Dual Use forordningen og andre VO, med forskellige typer af eksporttilladelser – nationale, EU-dækkende og generelle – der skal overholdes. Bundesamt für Wirtschaft und Ausfuhrkontrolle (BAFA) er den ansvarlige myndighed i Forbundsrepublikken Tyskland for udstedelse af de relevante tilladelser. Eksport af Dual-Use-varer er underlagt strenge kontrolprocedurer for at sikre overholdelse af lovgivningen. Ud over eksporten er også transport, transit og mægling af Dual-Use-varer reguleret inden for rammerne af eksportkontrol. De retsgrundlag, der ligger til grund, er VO, Dual Use VO og EG Dual Use forordningen, der regelmæssigt opdateres gennem noveller, ændringer og løbende tilpasninger. Kommissionen, især Europa-Kommissionen, er ansvarlig for revision og opdatering af forordningen og dens bilag. Udenrigshandelsloven og de forskellige niveauer af europæisk og national lovgivning regulerer eksportkontrollen omfattende. Eksport af Dual Use er i Forbundsrepublikken Tyskland underlagt en klar tilladelsesordning. Artikel 3 i EU-forordningen udgør en central retsforskrift for eksportkontrol. Ved overtrædelser af eksportkontrolbestemmelserne truer alvorlige sanktioner. Eksportkontrollen omfatter mange emner, der er af stor betydning for virksomheder, herunder overholdelse af lister, tilladelsespligter og overvågning af eksport. Begrebet Dual-Use-varer betegner varer, der både kan bruges civilt og militært og derfor er underlagt en særlig juridisk klassificering og kontrol.

Inden en eksport foretages, skal de eksporterende virksomheder derfor udføre omfattende prøver. Først skal det fastslås, om de berørte varer er opført på varerelisten. Derudover skal det undersøges, om der er særlige restriktioner for mållandet, f.eks. inden for rammerne af et embargo, og om der er konkrete tegn på, at varerne kunne anvendes til militære eller sikkerhedskritiske formål. Hvis der er en sådan mistanke eller tvivl, skal der ansøges om en tilladelse. Mangler denne, kan selv en utilsigtet overtrædelse have alvorlige juridiske konsekvenser.

Ikke-opførte Dual-Use-varer: Risici og forpligtelser

Ikke-opførte Dual-Use-varer udgør en særlig udfordring for eksportvirksomheder. Selvom disse varer ikke eksplicit er angivet i bilagene til EU-Dual-Use-forordningen, kan de stadig bruges til militære eller andre følsomme anvendelsesformål. Især inden for eksportkontrol er der derfor behov for særlig forsigtighed, fordi også eksporten af ikke-opførte Dual-Use-varer kan være tilladelsespligtig.

EU-Dual-Use-forordningen forudser med den såkaldte Catch-all-klausul, at eksport af varer, der ikke er opført på de opførte Dual-Use-varer, stadig kræver eksporttilladelse, hvis de er bestemt til visse kritiske anvendelsesformål. Dette berører især tilfælde, hvor der er indikationer på, at varerne kan bruges til militære slutbrug, til fremstilling af masseødelæggelsesvåben eller til andre sikkerhedsrelevante formål. Forordningen forpligter eksportvirksomheder til nøje at kontrollere anvendelsesformålene for deres varer og i tvivlstilfælde involvere de kompetente myndigheder.

For virksomheder betyder dette, at de ikke blot skal holde øje med de opførte Dual-Use-varer, men også foretage en omfattende risikovurdering af ikke-opførte varer. Wirtschaft und Ausfuhrkontrolle (BAFA) er i Tyskland den centrale kontaktpunkt for spørgsmål vedrørende eksporttilladelse og tilbyder støtte til overholdelse af de komplekse regler. Det anbefales at undersøge, inden en eksport af ikke-opførte Dual-Use-varer, om der er en tilladelsespligt, og om nødvendigt ansøge rettidigt om en eksporttilladelse.

Overholdelse af EU’s, Dual-Use-forordningens og nationale bestemmelser er afgørende for eksportvirksomheder for at undgå overtrædelser og de dermed forbundne sanktioner. De, der kender og overholder risici og forpligtelser i forbindelse med ikke-opførte Dual-Use-varer, beskytter ikke kun deres egen virksomhed mod juridiske og økonomiske ulemper, men bidrager også til international sikkerhed.

Strenge sanktioner ved overtrædelser

Der skelnes mellem overtrædelser og forbrydelser. Den, der eksempelvis uforsætligt eksporterer en tilladelsespligtig vare uden den nødvendige tilladelse, begår en overtrædelse i henhold til § 19 AWG. Denne kan straffes med en bøde på op til 500.000 euro. Ved forsætlig overtrædelse, f.eks. ved bevidst at omgå et eksportforbud eller levere til et embargo-land, foreligger der normalt en forbrydelse. Denne kan straffes med fængsel op til fem år, i særligt alvorlige tilfælde op til femten år. Ved overtrædelser af eksportkontrolbestemmelserne for Dual-Use-varer trues der således med strenge straffe, der tjener til afskrækkelse og sikring af lovoverholdelse.

Ud over de strafferetlige konsekvenser trues også økonomiske skader. Virksomheder risikerer ikke kun høje bøder og strafbetalinger, men også tab af eksportrettigheder, optagelse på internationale sanktionslister, civile retssager fra forretningspartnere og massive omdømmemæssige skader. Især i internationalt arbejdende industrier kan en sådan hændelse true hele forretningsmodellen.

Effektiv kontrol

Så meget desto vigtigere er en effektiv eksportkontrol inden for virksomheden. Det inkluderer opbygning af et effektivt compliance-program, der sikrer, at alle eksport er juridisk kontrolleret og tilladelsespligtige transaktioner bliver identificeret. Medarbejdere bør regelmæssigt blive uddannet, og der bør etableres en fast procedure for eksportkontroller. En klar dokumentation af alle eksportforretninger hjælper i tvivlstilfælde med at bevise, at lovmæssige forpligtelser er blevet overholdt.

Den, der handler med Dual-Use-varer, bærer et stort ansvar fra både et juridisk og etisk perspektiv. Overholdelse af eksportkontrolbestemmelserne er ikke kun en lovmæssig pligt, men tjener også den internationale sikkerhed og stabilitet. Derfor kan overtrædelser af disse regler få alvorlige juridiske og økonomiske konsekvenser.

MTR Legal Rechtsanwälte rådgiver inden for toldret og støtter virksomheder med retssikker international handel med Dual-Use-varer.

Kontakt os gerne Kontakt os!

Konkurrenceforbuddet spiller en central rolle i distributionsretten. For producenter og leverandører er konkurrenceforbuddet et vigtigt instrument til at beskytte deres økonomiske interesser over for deres distributionspartnere som handelsagenter, kontraktmæssige forhandlere eller franchisetagere. Især ved afslutningen af distributionsforhold kan der opstå juridiske tvister vedrørende tilladeligheden af konkurrenceforbud.

Udover det lovbestemte konkurrenceforbud kan der også indgås et kontraktligt konkurrenceforbud i distributionsretten. Også her skal lovbestemmelser og begrænsninger overholdes, da konkurrenceforbuddet kan være ugyldigt ved overtrædelser, ifølge advokatfirmaet MTR Legal, som også rådgiver inden for handelsret og distributionsret.

Lovbestemt konkurrenceforbud for handelsagenter

Det lovbestemte konkurrenceforbud for handelsagenter fremgår af § 86 stk. 1 i HGB. Ifølge denne bestemmelse skal de af juridiske årsager varetage virksomhedens interesser. Dette betyder også, at de ikke må udføre konkurrenceforretninger uden selskabets tilladelse i kontraktperioden. En væsentlig faktor er, om der virkelig eksisterer en konkurrencesituation mellem virksomhederne.

Et kontraktligt aftalt konkurrenceforbud kan også gælde for andre distributionspartnere som kontraktmæssige forhandlere eller franchisetagere. Det kræver dog en individuel kontraktlig regulering. Især ved postkontraktlige konkurrenceforbud skal lovlige begrænsninger overholdes.

Kontraktmæssige forhandlere og franchisetagere

Bestemmelserne vedrørende handelsagenter gælder ikke direkte for kontraktmæssige forhandlere. Fra tillidsforholdet kan der imidlertid opstå såkaldte ‘kontraktretlige forpligtelser’. Højesteret (BGH) har i fast retspraksis anerkendt, at kontraktmæssige forhandlere også under kontraktperioden er forpligtet til en vis konkurrence loyalitet.

Med hensyn til franchisetagere er situationen lignende, da franchisegiveren har en legitim interesse i at beskytte sit koncept, knowhow og mærkepræsentation mod konkurrence fra sine egne distributionspartnere. Konkurrenceforbud er derfor også i franchisesystemer et almindeligt og regelmæssigt accepteret middel. De er dog underlagt streng konkurrencelovgivningskontrol.

Postkontraktligt konkurrenceforbud

Ved aftale om postkontraktlige konkurrenceforbud skal der udvises særlig forsigtighed. For handelsagenter er betingelserne for et postkontraktligt konkurrenceforbud reguleret i § 90a HGB. Ifølge denne regel skal forbuddet skriftligt aftales og vedrøre det berørte område eller kundekredsen tilhørende handelsagenten. Derudover skal det reguleres, hvilke varer eller tjenester konkurrenceforbuddet gælder for. Forbuddet må heller ikke vare længere end to år. Som modydelse skal der også aftales en kompensation for karantæneperioden for handelsagenten.

For kontraktmæssige forhandlere og franchisetagere gælder § 90a HGB’s bestemmelser ikke direkte, men kan anvendes ved analogi, hvis der eksisterer en sammenlignelig økonomisk afhængighed.

Domme vedrørende konkurrenceforbud

Konkurrenceforbud i distributionsretten beskæftiger regelmæssigt domstolene. BGH afgjorde i en dom den 6.10.1999 vedrørende en kontraktmæssig forhandlers krav på kompensation for karantæne (Az. VIII ZR 34/99). Dommerne i Karlsruhe gjorde det klart, at en kontraktmæssig forhandler, som underkastes et postkontraktligt konkurrenceforbud, under visse omstændigheder analogt til reglerne for handelsagenter har et krav på karantænekompensation. En forudsætning for kravet er dog, at den kontraktmæssige forhandler er integreret i distributionssystemet som en handelsagent og er forpligtet til at videregive kundedata.

I en yderligere dom af den 5.2.1992 besluttede BGH, at et konkurrenceforbud også kan være tilladt for franchisetagere, så længe det tjener til beskyttelse af franchisegiverens knowhow (Az. KZR 23/90). Forbuddet må dog ikke gå ud over det nødvendige omfang. En karantænekompensation er normalt også her nødvendig, hvis forbuddet medfører en økonomisk byrde.

OLG München fastslog med dom den 13.2.2014, at en konkurrencemæssig aktivitet fra forhandlerens side allerede under den løbende distributionsaftale kan udgøre en væsentlig grund til øjeblikkelig opsigelse (Az. 23 U 2404/13). Et stiltiende konkurrenceforbud kan udledes af den samlede kontraktmæssige situation.

Konkurrenceforbud aftaleretligt sikre

Konkurrenceforbud er et effektivt, men følsomt instrument i distributionsretten. De beskytter legitime interesser, men må ikke være overdrevne. Derfor bør de omhyggeligt aftales individuelt i kontrakten. Derudover bør aftalerne regelmæssigt kontrolleres i forhold til nye juridiske udviklinger og tilpasses om nødvendigt.

MTR Legal har stor erfaring inden for handelsret og rådgiver om konkurrenceforbud og andre emner inden for distributionsreten.

Tag gerne kontakt til os!

Almindelige forretningsbetingelser, kort AGB, er forhåndsformulerede kontraktbetingelser, som en kontraktpart, ofte en virksomhed, anvender til en række kontrakter. Derved skal forretningsprocesserne ensrettes og forenkles. I stedet for at forhandle hver kontrakt individuelt bliver AGB en del af kontrakten. For at AGB kan inddrages juridisk sikkert og være gyldigt, skal bestemte juridiske forudsætninger være opfyldt.

Almindelige forretningsbetingelser (AGB) er en fast bestanddel af de fleste kontrakter, især ved forretningsforbindelser. Vigtige aspekter som f.eks. leveringsbetingelser, betalingsbetingelser, garanti eller ansvarsbegrænsninger kan være en del af AGB. Det er altid vigtigt, at ingen kontraktpart bliver urimeligt stillet på grund af AGB. Så kan de tilsvarende AGB-klausuler være ugyldige, forklarer advokatfirmaet MTR Legal, som blandt andet rådgiver inden for handelsret og kontraktret.

Inddragelse af AGB i en kontrakt

For at AGB kan blive en gyldig del af kontrakten, skal de gøres opmærksom på kontraktpartneren ved kontraktens indgåelse. Dette sker typisk gennem henvisninger som „Vores alminde forretningsbetingelser gælder“ med muligheden for at se dem. Opslag, vedhæftelser eller et link til en hjemmeside kan være muligheder for indsigt. Kontraktpartneren skal også erklære sig enig med anvendelsen af AGB. I forretningsforhold mellem virksomheder (B2B) gælder noget mindre strenge krav, men en klar aftale er også her påkrævet.

Det er vigtigt at være opmærksom på såkaldte overraskende klausuler: Ifølge § 305c BGB gælder AGB-klausuler, der uventet er inddraget i kontrakten uden at den anden part kunne forvente det, f.eks. gennem skjulte eller usædvanlige klausuler, som ikke inddraget.

Urimelig ugunst ved AGB-klausul

En central punkt ved AGB er indholdskontrol. For ikke hver bestemmelse, som en virksomhed medtager i sine AGB, er også juridisk tilladt. Ifølge § 307 BGB er en AGB-klausul ugyldig, hvis den urimeligt stiller kontraktpartneren. Det er tilfældet, hvis klausulen ikke er i overensstemmelse med lovens grundlæggende tanker eller begrænser væsentlige rettigheder og pligter for kontraktpartneren uden at det er sagligt berettiget.

Ifølge § 308 BGB kan også klausuler, der kræver en mere detaljeret vurdering, være ugyldige. Dette kan f.eks. være klausuler, der giver brugeren en urimeligt lang fortrydelsesret, fastsætter en uforholdsmæssigt kort frist for krav eller formoder et hypotetisk samtykke i tilfælde af kundens tavshed. Om en sådan klausul er gyldig, afhænger af det enkelte tilfælde og især af kontraktens art og de to parters interesser.

Generelt er klausuler, der indebærer fuldstændig udelukkelse af erstatningskrav ved grov uagtsomhed eller forkorter forældelsesfristen for mangler ved nyfremstillede produkter til under et år eller generelt undtager garantien, ikke tilladte. § 309 BGB bestemmer, hvilke klausuler under ingen omstændigheder er tilladte.

Juridiske konsekvenser af ugyldige AGB-klausuler

Hvis en klausul vurderes som ugyldig på grund af overtrædelse af §§ 307 til 309 BGB, er den ugyldig – det betyder, at den har ingen virkning. Kontrakten forbliver dog gyldig, hvis den kan eksistere uden den ugyldige klausul. I stedet for den ugyldige klausul træder den lovgivningsmæssige regulering ind. Det er ikke tilladt blot at erstatte den ugyldige klausul med en lignende, kun lidt mildere bestemmelse.

Konsekvenser ved uacceptable AGB-klausuler

Brugere af uacceptable AGB-klausuler risikerer ikke kun deres ugyldighed, men også konkurrence- og markedsføringsmæssige konsekvenser. Forbrugerorganisationer, konkurrenceforeninger og konkurrenter kan advare virksomheder, hvis de anvender uacceptable AGB. I forlængelse heraf truer påbudssager og økonomiske krav.

Grundlæggende er AGB et nyttigt værktøj i forretningsforbindelser. De må dog ikke bruges til en ensidig udhuling af kontraktparternes rettigheder. Lovligt forbudte eller urimeligt ulemper igennem klausuler er ugyldige og kan medføre juridiske og økonomiske konsekvenser for virksomheder. Transparens, forståelighed og retfærdighed bør derfor altid være målet ved udformningen af AGB.

En regelmæssig gennemgang af AGB med hensyn til deres retssikkerhed er derfor tilrådeligt. Så kan det sikres, at nye lovbestemmelser bliver tilsvarende hensyntaget.

MTR Legal Rechtsanwälte rådgiver inden for handelsret und kontraktret.

Du er velkommen til at kontakte os!

OLG Köln har betydeligt styrket handelsagenternes rettigheder over for virksomheden. Med afgørelsen af 23. september 2024 klartgjorde OLG Köln, at en handelsagent ikke skal tilbagebetale modtagne tilskud efter en opsigelse uden varsel (Az. 19 U 71/24). Den relevante kontraktbestemmelse udgjorde en urimelig ulempe for handelsagenten.

Når samarbejdet mellem handelsagenter og de bestillende virksomheder afsluttes, kan der opstå juridiske tvister om ubetalt beløb. Derfor er det desto vigtigere i handelsagentkontrakten at regulere de gensidige rettigheder og forpligtelser detaljeret. Ved kontraktsudformning bør der sikres, at den følger principperne for tro og love, og at ingen af parterne lider urimelige ulemper. Ellers kan de tilsvarende bestemmelser være ugyldige, konstaterer erhvervskontoret MTR Legal, som bl.a. rådgiver inden for handelsret.

Tilskud skal tilbagebetales ved opsigelse uden varsel

Dette viser også OLG Kölns afgørelse. I den underliggende sag havde en handelsagent underskrevet en agenturaftale med et forsikringsselskab, der bl.a. indebar betaling af tilskud. De tildelte tilskud til handelsagenten lød samlet på omkring 44.000 euro og skulle ifølge en klausul i kontrakten betales tilbage, hvis agenturaftalen opsiges uden varsel af væsentlig grund. Tilbagebetalingen skulle ske uafhængigt af, hvilken kontraktpart der udtaler opsigelsen.

Den opsigelse uden varsel blev til sidst foretaget af handelsagenten. Under henvisning til den tilsvarende kontraktklausul krævede virksomheden derefter tilbagebetaling af tilskud.

OLG Köln afviser krav om tilbagebetaling

Landgericht Köln afviste kravet om tilbagebetaling, og OLG Köln bekræftede denne afgørelse i appelsagen. OLG fastslog, at tilbagebetalingsklausulen i agenturaftalen udgjorde en urimelig ulempe for handelsagenten og derfor er ugyldig i henhold til § 307 Abs. 1 BGB.

Klausulen foreslog, at tilbagebetalingspligten består uafhængigt af, hvilken part der opsiger kontrakten. Derved bliver handelsagenten urimeligt stillet, fordi han får pålagt at tilbagebetale selv, når kontraktophævelsen er forårsaget af et pligtforsømmende adfærd fra selskabets side, og agenten derfor opsiger. Dette er i strid med principperne om tro og love, konkluderede OLG Köln.

Ulovlig indgriben

Retten udtalte yderligere, at et tilbagebetalingsrisiko også ved berettiget opsigelse uden varsel faktisk vil lægge pres på agenten for ikke at benytte sin opsigelsesret. Dette udgør en ulovlig indgriben i en lovligt garanteret handlefrihed. Virksomheden har ifølge OLG intet krav på tilbagebetaling af tilskud.

Med afgørelsen har OLG Köln også styrket handelsagentens ret til ekstraordinær opsigelse af kontrakten i henhold til § 89a HGB. Det blev klargjort, at denne ret ikke må omgås gennem økonomiske sanktioner.

Kontroller kontraktklausuler

Ved udformning af kontrakten bør der derfor især fra virksomhedens side sørges for, at tilbagebetalingsklausuler er differentieret udformet og skelner mellem, hvilken kontraktpart der opsiger kontrakten. Som OLG Kölns afgørelse viser, er en generel tilbagebetaling ved opsigelse ‘af væsentlig grund’ ugyldig, hvis den også belaster agenten ved berettiget opsigelse.

Virksomheder, der anvender lignende klausuler, skal nu akut kontrollere og tilpasse dem. Ellers risikerer de at miste krav på tilbagebetaling eller at udløse juridiske tvister. For handelsagenter er OLG-afgørelsen derimod et tegn på, at de ikke skal afholde sig fra tilskudsklausuler, hvis de ønsker at opsige kontrakten af væsentlig grund.

OLG Kölns afgørelse viser også, at det er vigtigt, at parterne ved udformningen af kontrakten behandler hinanden fair og overholder principperne om tro og love. Eksisterende kontrakter bør derfor især med hensyn til tilskudsaftaler kontrolleres og sikres, at bestemmelserne er retligt sikre.

MTR Legal rådgiver inden for handelsagentret og andre emner inden for handelsret.

Tag gerne kontakt til os!

Kan en bøf, en schnitzel eller en pølse også være vegetarisk eller vegansk, og må et produkt baseret på planter overhovedet kaldes sådan? Dette spørgsmål beskæftigede EU-Domstolen. Med dom af 4. oktober 2024 (Sagsnr.: C-438/23) fastslog EU-Domstolen, at også rent plantebaserede fødevarer må bære betegnelser fra animalske produkter, hvis der ikke findes en retligt foreskrevet betegnelse for disse produkter. Et generelt nationalt forbud mod at kalde vegetariske eller veganske produkter f.eks. bøf er ikke tilladt, sagde dommerne i Luxembourg.

Betegnelsen af fødevarer er ofte en stridspunkt i konkurrenceretten. Grundlæggende må de ikke annonceres på en måde, der kan vildlede forbrugeren. En vegansk bøf kan være en modsætning, men om forbrugeren vildledes herved, er et andet spørgsmål, sagde advokatfirmaet MTR Legal Rechtsanwälte, der bl.a. rådgiver i konkurrenceret.

Fransk forbud lander for EU-Domstolen

Udgangspunktet for sagen ved EU-Domstolen var et fransk dekret, der forbød brugen af udtryk som “pølse”, “bøf” eller “schnitzel” for plantebaserede produkter. Forbuddet gjaldt også, hvis produkterne tydeligt var mærket som “veganske” eller “vegetariske” på emballagen.

Flere organisationer og virksomheder gjorde indsigelse mod dette dekret. De så sig selv begrænset i deres virksomhedsfrihed og konkurrenceevne på grund af forbuddet. De krævede derfor, at dekretet blev erklæret ugyldigt. Det franske statsråd henvendte sig derefter til EU-Domstolen. I centrum stod spørgsmålet, om det er foreneligt med EU-retten – især forordning (EU) nr. 1169/2011 – at en medlemsstat kan forbeholde brugen af bestemte udtryk udelukkende til produkter af animalsk oprindelse, selv hvis betegnelsen suppleres med en præciserende omtale som “plantebaseret” eller “vegansk”.

Generelt forbud uacceptabelt

EU-Domstolen besluttede, at et generelt, uspecificeret forbud mod brugen af kødtermer for plantebaserede produkter strider mod EU-retten, hvis der ikke findes specifikke, EU-retligt foreskrevne betegnelser. En national bestemmelse, der generelt forbeholder visse udtryk udelukkende til kødprodukter af animalsk oprindelse, er ikke tilladt. Der kan desuden antages, at de oplysninger, der stilles til rådighed i henhold til forordningen, giver tilstrækkelig forbrugerbeskyttelse, sagde dommerne i Luxembourg.

Har en EU-medlemsstat ikke indført en retligt foreskrevet betegnelse, må producenten af veganske eller vegetariske fødevarer ikke forhindres i at bruge almindelige betegnelser gennem et generelt forbud, fortsatte EU-Domstolen.

Brug af EU’s økologilogo

I en anden sag besluttede EU-Domstolen også med dom den 4. oktober 2024 om brugen af EU’s økologilogo (Sagsnr.: C-240/23). I proceduren handlede det om en drik, der udover økologiske ingredienser også indeholdt tilsatte vitaminer og mineraler. De tyske myndigheder forbød producenten at bruge EU’s økologilogo på dette produkt, da sådanne tilsætningsstoffer ifølge EU-forordning 2018/848 kun er tilladt, hvis de er lovpligtige. Dette var imidlertid ikke tilfældet her.

Herimod protesterede producenten. For efter deres opfattelse var der tale om en ulige behandling i forhold til et sammenligneligt produkt, der importeres fra USA. Baggrunden er, at USA betragtes som et tredjeland, hvis produktions- og kontrolforskrifter er anerkendt som ligeværdige med dem i EU. Dette betyder, at produkter, der opfylder USA’s forskrifter for økologiske eller biologiske produkter, også kan markedsføres indenfor EU.

Konkurrenceforvridende ulempe

EU-Domstolen delte overvejende den tyske producents opfattelse og konstaterede en konkurrenceforvridende ulempe. Han gjorde det klart, at EU’s økologilogo kun må anvendes på importerede fødevarer, hvis de fuldt ud opfylder EU’s produktionsbestemmelser for en certificering med EU’s økologilogo. Den blotte anerkendelse af ligeværdigheden af tredjelandsstandarder er ikke tilstrækkelig. Ellers er der risiko for vildledning af forbrugerne og en konkurrenceforvridning på det indre marked.

EU-Domstolen præciserede dog, at dette gælder for brugen af EU’s økologilogo. Har et tredjeland en egen certificering for økologiske/biologiske produkter, kan denne også anvendes i EU, forudsat at der ikke skabes indtryk af, at produktet opfylder EU’s forskrifter.

EU-Domstolens domme viser, at virksomheder fortsat bør nøje overveje deres produktbetegnelser og informere gennemsigtigt om ingredienser og produktionsmetoder.

MTR Legal Rechtsanwälte rådgiver om intellektuel ejendomsret og konkurrenceret.